SOS SAS!

Sidst i oktober 2023 lukkede Københavns Kommune bygge­sagen om totaludskiftningen af SAS-husets curtain wall. Byggeansøgningen om helt nye facadevinduer på Radisson Collection Royal Hotel (som SAS-huset hedder i dag) blev indsendt af et vinduesfirma d. 6. januar i år, og sagsbehandlingen gik herefter i gang efter normal procedure.
SAS-huset er nemlig ikke fredet (endnu).

Efter intense protester, initieret af Jacobsen-eksperten Michael Sheridan, imod de detaljetegninger af nye profiler, som fulgte med ansøgningen, og som man kan studere via aktindsigt, endte sagen som beskrevet ovenfor. Der er nu rejst en fredningssag på foranledning af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, og indtil den sag er afgjort, skal SAS-bygningen af Københavns Kommune behandles som fredet. Dermed er byggesagen lukket og skal begynde forfra. Fra mange sider, også herfra, lød kritikken tillige på, at ejeren af bygningen ikke havde fundet det nødvendigt at bede en arkitekt om hjælp til at løse opgaven. Hvis man medtager, at den lave horisontale bygning i 2017 blev overmalet med grøn plastikmaling hen over de originale emaljerede og matte stålplader, står det klart, at husets verdensberømte facader er i fare. Det indre er der ikke meget tilbage af. Nu gælder det om at redde det ydre. SOS SAS!

Et moderne luftskib

For mange, ved indvielsen i 1960, var huset for meget af det gode på én gang. For anderledes. For styret. For detaljeret. For totalt! Hvad højhusfacaden angår, var der tale om en forunderlig hurtig bevægelse: fra lidt djærv facadearkitektur, som kan ses på skitser med stengavle, og ligefrem altankasser, til ens glasfacader hele vejen rundt. Med de berømte gennemsigtige hjørner. Hvad angår curtain walls, var arkitekten allerede en øvet bruger, med kontorhuset for Jespersen & Søn (1955) og Rødovre Rådhus året efter. Men, som sagt: Glas hele vejen rundt i én samlet kubisk form var nyt. Kjeld Vindum og Michael Sheridan, som begge har bidraget til denne udgivelse (Arkitekten 10/2023, red.), peger på den daværende, nyudnævnte hoteldirektør Alberto Kappenberger som enzymet, der satte processen i gang. Direktøren ville løfte hotellets niveau til international klasse, og den ambition har sandsynligvis givet Jacobsen yderligere mod til at forme sit moderne luftskib. I Lever House, et af forbillederne, er der markante lodrette søjler i glasfacaden, som viser sig tydeligt indadtil. Disse søjler er med til at bære højhusets facade. I SAS-huset er der ingen egentlige facadesøjler. De tværgående betonskillevægge mellem de forskellige rum er friholdt fra facaderne med ca. 25 cm. Mellemrummet er udfyldt med tilbagerykkede, smallere felter bestående af jernplader omkring en isoleret kerne. Denne tilbagerykning af den lodrette bæring gør den usynlig udefra og medvirker til at gøre facaden let: Et spinkelt gitterværk i aluminium med indsatte glasfelter er hæftet til betonbrystningernes over- og underkanter hele vejen rundt. Også i hjørnerne, således at man kan se skråt igennem disse udefra. Det eneste element i de udadgående hjørner er et spinkelt, vinkelformet aluminiumsprofil. Detaljerne kan studeres nærmere på side 66, og virkningerne fremgår af Vindums artikel på side 40 (Arkitekten 10/2023, red.).

Profilernes geometri og konstruktion

Selvfølgelig var der også dengang i 1950erne tale om godt, gammeldags gruppesamarbejde, når man skulle lave arkitektur. Mellem medarbejderne på Arne Jacobsens tegnestue, men også mellem arkitekten og ingeniøren. Hos ingeniørfirmaet Kampsax, som stod for entreprisen, var det arkitekten Christian Hage, som var konduktør på projekteringen af den berømte curtain wall. Takket være en artikel af Hage, som efter indvielsen blev bragt i tidsskriftet Ingeniøren, og som genoptrykkes på side 62 (Arkitekten 10/2023, red.)., har vi nogle rimeligt præcise lodrette og vandrette snit gennem de sprosser, som producenten Josef Gartner GmbH fremstillede aluprofilerne efter. Går man helt ned i detaljen, vil man på de fleste både nye og ældre fotografier se en række modulært anbragte u-formede aluminiumsbeslag på de lodrette sprosser. Disse beslag var tegnet ind af Arne Jacobsen allerede i slutningen af 1950erne (jf. tegninger på Rigsarkivet), i tilfælde af at man på et senere tidspunkt ville opsætte en pudsevogn på taget. Arkitekten selv ønskede det ikke, hvad man kan læse mere om i Christian Hages artikel. Det vandrette snit på de udadgående hjørner har vi måttet genskabe på anden vis. Det forholder sig nemlig sådan, at vi i skrivende stund på trods af søgninger mange steder ikke har fundet et samlet sæt af de originale projekttegninger (se note).

Et af redaktionens forgæves besøg gik til Rigsarkivet, hvor der dog til orientering ligger en detaljeret konstruktionsbeskrivelse af alle facader og af den indre aptering. Det vil altså principielt kunne lade sig gøre at genskabe SAS-bygningen både ude og inde. I Hage-artiklen er der også en ganske grundig beskrivelse af det udførte arbejde, og den handler om de profiler, som Hage og producenten i sidste ende nåede frem til at tegne og producere. På SAS-bygningens nordvestvendte facade fjernede ejeren i 2022 et stykke af den originale facade og opsatte den midlertidige mock-up, som kan ses i dag. Redaktionen er ikke bekendt med, hvor det originale parti befinder sig, men vi håber naturligvis, at man opbevarer dette stykke for nærmere studie i forbindelse med restaureringen af facaden. Man kan i øvrigt konsultere bygherre og rådgivere bag det netop afsluttede pilotprojekt på Arne Jacobsens og Dissing+Weitlings fredede nationalbank. Her er det første parti af glasfacaden (tillige med underdelens marmor) reetableret med helt nye eloxerede aluminiumsprofiler og glaspartier, uden at man kan se forskel i forhold til de originale vinduer. Energiforholdene er til gengæld forbedret betydeligt (se side 74, Arkitekten 10/2023, red.).

Hvad SAS-huset interiør angår, var der tale om et helt selvstændigt, nyskabende parallelunivers. Michael Sheridan uddyber på side 46. Bortset fra det legendariske Værelse 606 og selvfølgelig indersiden af vinduesbåndene er der ikke meget tilbage af den originale aptering. Besynderligt nok var det ifølge Sheridan førnævnte Kappenberger, som kort efter indvielsen satte gang i en proces, som lidt efter lidt resulterede i en næsten total destruktion af den originale indre aptering. Men den kan, som nævnt, genopbygges. Selve hovedstrukturen i bygningens indre er helt intakt, som Merete Lind Mikkelsen påpeger i sin artikel om fredningsaspekterne (side 30, Arkitekten 10/2023, red.).

Vi skal bremse op med nybyggeriet i forhold til den nødvendige grønne omstilling og sætte det, vi har, i stand i stedet for. Det kan danske arkitekter og ingeniører sagtens finde ud af. Ud over førnævnte nationalbank findes der mange fine løsninger i forhold til efterkrigstidens huse, som respekterer den oprindelige arkitektur, men som også får tacklet det svære spørgsmål om energi og indeklima i forhold til nutidens byggelovgivning. Det er på den baggrund, at vi har dedikeret temaet i denne udgivelse til SAS. Vi håber, at udgivelsen kan indgå som et supplerende bilag i den verserende fredningssag og måske også tjene som et bidrag til en bedre forståelse for det berømte hus. På de følgende sider har vi givet ordet videre til en række fagfolk og bedt fotografen Hampus Berndtson om at udføre en række nye fotografiske optagelser af SAS-husets facader

God fornøjelse!