Årets Udsyn-vindere drømmer om en betonrevolution

Befinder man sig i Indre By i København, tager det ikke mere end 20 minutter på cykel at komme til Prøvestenen, hvor bare ét af affaldsvirksomheden Norreccos anlæg ligger. Bag de høje hegn åbner sig et bakket landskab, som står i diamantral modsætning til det byliv, man lige er kommet fra. Et landskab, som helt og holdent er skabt af byggeaffald – og især beton.

”Statistikkerne kender vi jo. Mere end en tredjedel af alt affald i Danmark kommer fra byggeriet. Men det er ret vildt at se det i virkeligheden. Det er enorme dynger, vi taler om, og der er en konstant trafik af lastbiler, som hele tiden bringer mere til bunke,” siger Cecilie Morsbøl.

Sammen med Thelma Slaatto har hun fået øje for skrald i byggebranchen. Det sidste halve år har de to arkitektstuderende holdt pause fra Det Kgl. Akademi for at undersøge, hvordan kasserede eller oversete materialer kan bringes i spil på nye måder. Omringet af affaldsbunker har de eksperimenteret, skåret til, blandet mørtel, muret op – og startet forfra flere gange.

”Vi ville gerne have tid til at arbejde fysisk og interaktivt med de her materialer og også give os selv lov til at fejle undervejs. Vi ville undersøge, hvordan man kan arbejde med genbrug som en integreret del af arkitekturen – helt fra starten af designprocessen. Så det ikke bliver genbrug for genbrugs skyld, men fordi det giver mening, og fordi det er smukt.” siger Thelma Slaatto om projektet, der netop er kåret som vinder af Arkitektforeningens årlige prisopgave Udsyn 2024. Og roses af dommerkomiteen for dets fremragende, rationelle og poetiske tilgang.

Teksten fortsætter længere nede.

Som at kigge ind i en krystal

Tema for prisopgaven var ’Genanvendelsens praktik’, og egentlig var Cecilie Morsbøl og Thelma Slaattos plan at bruge anledningen til at arbejde med genbrugte mursten. Men da de kom ud på affaldsanlægget og så de enorme bunker af beton, skiftede de mening.

”Er man bare lidt kreativt indrettet i hovedet, kan man se, at de her enorme betondynger også er lidt smukke. Vi fik lyst til at undersøge, hvordan den terrazzolignende struktur, som opstår inde i betonen, egentlig ser ud. Så vi tog en sten og skar den over. Og en til og en til – og wow! Det var en ny verden af muligheder, som åbnede sig. Det er lidt som at kigge ind i en krystal. Alle betonsten er forskellige. Nogle har tilslag som en grusvej, andre har noget granit i sig, og andre igen har strandsten,” husker Cecilie Morsbøl og tilføjer:

”Beton er, berettiget, kommet i et negativt lys på grund af materialets høje CO2-aftryk i fremstillingsprocessen, og fordi det er svært at genanvende. Men beton er også et meget holdbart og smukt materiale, og når vi nu allerede har produceret så meget af det, er det oplagt at se på, hvordan vi kan genanvende det på nye måder.”

Så opstod en ny idé: Ved at tilskære de ukurante og udtjente betonfragmenter kan man skabe blokke i standard-murstensmål, som kan bruges til bærende facader og vægge.

”I virkeligheden er det superenkelt at skære en betonsten over og vende den om for at bruge den igen. Faktisk er det så simpelt, at vi har undret os over, hvorfor der ikke er nogen, der har gjort det før – i hvert fald ikke så vidt, vi har kunnet finde frem til,” siger Cecilie Morsbøl.

Endeløse designmuligheder

Processen kort: Først lejede Cecilie Morsbøl og Thelma Slaatto en tilskærermaskine, og sammen med Norrecco og folkene på pladsen gik de i gang med at udvælge sten i forskellige farver og størrelser. Murermester Max Kejser Mortensen fra Byggeselskabet C.F. Hansen rådgav om murerarbejdet undervejs.

”Det var ekstremt givende at arbejde sammen med mennesker fra forskellige dele af byggeriets værdikæde og få indblik i deres viden og perspektiver, Men også selv at stå med materialet i hænderne og mærke at betonsten altså er væsentligt tungere end almindelige mursten. Selv at forsøge sig med at mure stenene op i forskellige kombinationer og forstå, hvad der kan lade sig gøre, og hvad, der ikke kan,” siger Thelma Slaatto.

Udsyn-vinderne har også undersøgt, hvordan større betonskærver kan kløves til sokkelsten og bruges som fundament. Og hvordan man kan nedknuse mindre betonfragmenter til brug i mørtel og belægninger som erstatning for grus – ét af verdens vigtigste råstoffer og en global mangelvare.

Men designmulighederne er nærmest uendelige, forklarer Thelma Slaatto.

”Vi fik hele tiden lyst til at afprøve nye farvekombinationer, størrelser og grids og fik også idéer til interiør. Vores projekt er jo også et forsøg på at modernisere genbrugstanken og udvide vores forståelse af, hvad der er bæredygtigt. Vi vil gerne vise, at genbrug ikke kun er noget med brædder og afskallet maling, men at det kan stå skarpt. At det kan være råt eller shiny og have et moderne udtryk,” siger hun og uddyber så:

”I starten tvivlede vi på, hvordan resultatet ville blive, men vi blev positivt overraskede over, hvor meget æstetisk kvalitet, resultatet endte med at have.”

Drømmen om en pavillon

Og næste skridt? Foreløbig har de to vordende arkitekter besluttet at tage et år mere fri fra studiet for at arbejde videre med deres idé og undersøge, hvordan den kan skaleres, fortæller Cecilie Morsbøl:

”Grundlæggende skal vi som fag og branche blive meget bedre til at genbruge alle materialer, også restmaterialer uden nogen umiddelbar konstruktionsværdi. Vi skal bruge det hele. Og vi skal øve os i at genbruge materialer på stedet. Det er svært at gøre i stor skala i dag.”

I den kommende tid vil de udforske de praktiske muligheder for at bruge materialet i større skala og trykteste, hvad der kan lade sig gøre, også inden for lovgivningen. Drømmen er at opføre en pavillon i genbrugt beton i København, som den almindelige borger eller turist kan se, røre ved eller opholde sig i. Grøn omstilling handler nemlig også om, at private og professionelle bygherrer skal efterspørge den nye æstetik, som følger med, siger Thelma Slaatto.

”Alle de byggetekniske og lovgivningsmæssige barrierer skal selvfølgelig falde på plads, og dem er der masser af. Men det batter ingen steder, hvis ikke der er nogen, der vil have det. Og derfor har vi som arkitekter en vigtig opgave med at ændre folks holdning. Det kan vi kun gøre ved at vise, hvor fedt det kan blive.”