NYHED 18.03.20

Golden Cubes Awards Danmark 2020

De fire danske nomineringer inden for kategorierne skoler, institutioner, trykte medier og audiovisuelle medier er fundet til Golden Cubes Awards 2020.

‘Sharing territories’ v/ Louisiana, Museum of Modern Art and Ida Flarup

Den nationale del af Golden Cubes Awards 2020 er nu afsluttet og de fire danske nomineringer inden for kategorierne skoler, institutioner, trykte medier og audiovisuelle medier er fundet. De nominerede projekter går nu videre til bedømmelse hos den internationale jury, der med Jan Gehl som præsident, afholder et on-line jurymøde i slutningen af april.

De fire danske nomineringer er:

Skoler: ’Inspired by nature’ v/ Farum Billedskole
Institutioner: ‘Sharing territories’ v/ Louisiana, Museum of Modern Art and Ida Flarup
Trykte medier: ‘Se dig for – 100 hverdagsmotiver’ v/ Christina Bruun Olsson
Audiovisuelle medier: ’The sound of my city’ v/ Frederiksberg Bibliotek og Ingeborg Okkels

Derudover har juryen valgt at hædre et femte projekt med særlig omtale – det er projektet ’Architectics & Mathemature’ v/ Utzon Center.

Stort tillykke til de fem projekter – og tak til juryen for et dedikeret og professionelt forløb.

Golden Cubes Awards

I efteråret 2019 lancerede UIA Arbejdsprogrammet Architecture and Children for fjerde gang den internationale pris Golden Cubes Awards, som uddeles til enkeltpersoner, organisationer og institutioner som arbejder med at udvikle børns og unges forståelse for arkitektur og det byggede miljø. Prisen udskrives hvert tredje år og uddeles i forbindelse med UIAs Verdenskongres. I 2020 uddeles prisen ved Verdenskongressen i Rio de Janeiro.

Processen forud for prisuddelingen er delt op i en national og en international del. Den nationale del håndteres af det enkelte UIA-medlemsland, hvor en national jury vurderer indsendte projekter og nominerer ét projekt inden for hver af kategorierne skoler, institutioner, trykte medier og audiovisuelle medier. De fire nationale nomineringer videresendes til en international jury, som blandt alle medlemslandenes indsendte nomineringer udvælger én vinder inden for hver af de fire kategorier.

Dansk deltagelse

I år deltog Danmark for første gang i Golden Cubes Awards. Der blev i alt indsendt 14 projekter, hvoraf det ene blev diskvalificeret pga. manglende overholdelse af deadline samt misforstået opgave (det indsendte projekt var et fysisk byggeri). De 13 nationale projekter fordelte sig i de fire kategorier på følgende måde:

Skoler 1 stk.
Institutioner 7 stk.
Trykte medier 3 stk.
Audiovisuelle medier 2 stk.

Juryen

De 13 projekter blev ved et jurymøde den 28. februar 2020 vurderet af den nationale jury bestående af:

Jane Sandberg, journalist og museumsdirektør på Enigma
Martin Keiding, arkitekt MAA og chefredaktør på Arkitekten
Ning de Coninck-Smith, professor og dr.phil. med speciale i bl.a. børn og rum ved DPU
Gitte Mathiasen, lærer og pædagogisk leder på Østerbro Lilleskole
Julie Dufour, arkitekt MAA og arkitekturformidler for børn hos My Little Architect samt dansk repræsentant i UIA Architecture and Children

Facilitator Malene Abildgaard, arkitekt MAA, arkitekturformidler for børn hos My Little Architect og konstitueret daglig leder/udviklingschef på Utzon Center samt dansk repræsentant i UIA Architecture and Children

Bedømmelseskriterier

Juryen studerede, kommenterede, diskuterede og udvalgte de fire nationale nomineringer ud fra følgende kriterier defineret af UIA Architecture and Children:

Hvert projekt skal overholde flere – men nødvendigvis ikke alle – af følgende kriterier:

  • Er det tydeligt, hvad børnene har lært og hvilke kompetencer de har udviklet?
  • Skærper projektet børnenes forståelse for arkitektur?
  • Støtter projektet børns forståelse for social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed?
  • Tilskynder projektet sensitivitet, kreativitet og kritisk tænkning?
  • Er det sjovt?
  • Har projektet opnået opbakning fra uddannelsesmyndigheder eller fra offentligheden?
  • Indeholder projektet interdisciplinære partnerskaber?
  • Kan projektet implementeres på en tilbagevendende måde?
  • Kan alle børn deltage?
  • Tager børnene læring/oplevelser med sig, som de kan bruge uden for projektets regi?

Se dommerbetænkningen som PDF

 

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +