Sikkerhed og arkitektur 2

Hvilke modstridende holdninger er du stødt på?

SI Hvis jeg skal tegne det lidt skarpt op, så har de klassiske sikkerhedsvirksomheder typisk et andet fokus end f.eks. arkitekterne. Sikkerhedsvirksomhedernes definition af sikkerhed er meget teknisk. En pullert er f.eks. sikker, når en lastbil med X vægt og X antal km/t kan køre ind i den, og den bliver stående. For arkitekterne og landskabsarkitekterne er det ikke nok, at de forskellige løsninger er sikre i den forstand. De tænker i merværdi, landskabelige løsninger, natur og æstetik – sådan groft sagt. Men der er også mange, som er meget i tvivl om, hvad den gode løsning egentlig er. Kommunerne har prøvet sig frem med forskellige løsninger (f.eks. betonblokke, granitblokke og blomsterkummer, red.). De har jo også et reelt ansvar og skal i samarbejde med PET og politiet tage de svære beslutninger.

Jeg har på det seneste spekuleret lidt på, om man som medarbejder i f.eks. Københavns Kommune har vænnet sig til at være del af et positivt arbejde med at forbedre byen; man har anlagt havnebade, transformeret Nørreport, selv klimaspørgsmålet er endt som smukke nye klimakvarterer, hvor børnene kan soppe og pjaske med vand. Men så meldte terroren sin ankomst. Noget måtte gøres, og så kom betonblokkene til. Med andre ord blev man nødsaget til at gøre noget ved byrummene, som man havde mindre lyst til. Noget decideret negativt, som gjorde byen mindre smuk, mindre seværdig, måske endda mindre rar at være i. Og det gør det jo svært at være kommune og beslutningstager – fordi terrorsikringen strider imod det, byerne gerne vil være.

Har den private del af sikkerhedsbranchen været bedre til at sætte en dagsorden end andre af netværkets aktører?

SI Nej, egentlig ikke. Det er, som om man gerne vil tro, at det er de ‘onde’ private sikkerhedsvirksomheder, der sætter kursen og kræver mere sikkerhed og pullerter over det hele! Men jeg synes, at man i Københavns Kommune har været god til at holde sig til byens visioner om åbenhed og til ikke at lade hverken frygten eller industrien styre.

Hvad er der kommet ud af netværket?

SI Selvom netværket fortsætter, har vi ønsket at lave en opsamling på de diskussioner, vi har haft indtil nu. Det er endt som en grønbog (diskussionsoplæg, red.), hvor de forskellige aktører har beskrevet, hvad der ifølge dem er vigtigt at vide og nødvendigt at overveje, når man terrorsikrer byrum og bygninger.

Har der været snak om i netværket, at man burde have en håndbog, som man f.eks. har i Norge, og ikke blot en grønbog?

SI Ja, men vi blev hurtigt enige om i netværket, at vi ikke har mandat til at definere, hvordan man skal sikre i Danmark. Det må der være nogle andre, der gør. Samtidig har vi diskuteret, hvorvidt man overhovedet ønsker en håndbog som i Norge. Med en håndbog vil der pludselig være ting, man skal gøre. Og det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt. Da jeg tilbage i januar 2019 var på feltarbejde i Paris, talte jeg bl.a. med kommunen. De fortalte, at de ingen retningslinjer har for, hvordan de terrorsikrer byen. De mener ikke, at en standardiseret håndbog er løsningen. I stedet insisterer de på, at terrorsikring bør afhænge af de enkelte cases. Deres eneste regel er, at der skal være et godt samarbejde mellem alle involverede parter – politi, kommune, arkitekter osv.

Jeg tror, at der i disse år mest af alt er brug for, at vi tager diskussionen om, hvad god terrorsikring overhovedet er, samtidig med at vi sammen danner os et overblik over feltets mange aktører. Måske er dét i virkeligheden konklusionen på diskussionerne i netværket: at god terrorsikring af vores byrum og bygninger ikke er noget, som giver sig selv. Det er et kompliceret stykke arbejde, som kræver viden og omtanke.

Det handler vel netop om i fællesskab at undersøge, hvad vi hver især forstår ved sikkerhed og ved tryghed, da det i sidste ende er netop disse definitioner, som udgør grundlaget for de beslutning­er, vi tager, og således for måden, hvorpå vores byrum ender med at tage sige ud?

SI Ja, det handler om at nå ind til de bagvedliggende diskussioner. Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund (terrorforskere og forfattere til bogen Tryg i en terrortid, se interview i Arkitekten 06/19, red.) arbejder ud fra forestillingen om, at jo mere oplyst man er, jo mindre bange er man. Altså, hvis man netop er orienteret omkring, hvor lille risikoen er for at blive involveret i et terrorangreb, og man samtidig er orienteret omkring, hvad der eksempelvis bliver gjort fra myndighedernes side for at passe på én, ja, så vil det kunne dulme ens terrorfrygt. Jeg er ikke helt enig. Min kollega har flyskræk, og det har hun på trods af, at hun godt ved, hvor sikkert det er at flyve, hvor lille risikoen er. På samme måde tror jeg godt, at folk på Nørreport ved, at risikoen for, at et terrorangreb finder sted, er lille, men det ændrer ikke ved, at der fortsat er specifikke situationer, hvor terrorfrygten blusser op i dem. Og det er måske endda, fordi de netop er informerede: har hørt og set for meget, og er blevet mindet om terrortruslen for ofte. I mine øjne handler terror, frygt og tryghed om følelser – ikke om fakta. Men min pointe er, at der er mange holdninger til, hvad der gør folk trygge, men de færreste ved særlig meget om det. Og selv de, der ved en del om det, er uenige. Flere sikkerhedsvirksomheder mener, at man først er sikker, og derfor tryg, når man befinder sig bag en certificeret pullert, og at den tryghed, man føler bag en betonblok, er falsk. Københavns Kommune arbejder ud fra et ønske om en åben by og mener ikke, at fysisk terrorsikring overalt skaber trygge borgere. Anja Dalgaard-Nielsen mener, at tryghed og oplysthed går hånd i hånd. Holdningerne vil formentlig blive ved med at være mange, og det er derfor vigtigt, at vi har en god diskussion om det her, og at beslutningstagere tager stilling på et informeret grundlag.