ANNONCE
Stejlepladsen: Så tæt og lavt som muligt
Arkitekten nr. 3, der blev sendt til tryk d. 13. marts, udkommer d. 7. april. I sektion 2 fokuserer vi på Sydhavnen i København, og bringer blandt andet et interview med Michael Christensen om det kommende byggeri på Stejlepladsen. Vi har også besøgt flere af Sydhavnens borgergrupper, dem som i de kommende år vil opleve deres bydel forandre sig, selv om alting lige nu er sat på stand-by.
Jannie Rosenberg Bendsen
Ph.d., cand.mag.
Det kommende byggeri på Stejlepladsen har været temmelig omstridt. Hvilke drøftelser havde I på tegnestuen, inden I gik ind i konkurrencen?
Da vi blev spurgt, tænkte jeg ikke lige over, hvad Stejlepladsen er. Det var først senere, det gik op for mig. I første omgang blev vi beæret over at blive spurgt, og så tænkte vi: ‘Hvad er det, vi stikker hovedet ind i? Skal vi det her?’ Det er selvfølgelig altid sjovt at vinde en konkurrence, men vi har to medarbejdere, der bor i Sydhavnen tæt på området, og de var meget skeptiske i forhold til det med ophævelse af fredningen.
Men det endte med, at der var tre elementer i beslutningen om at gøre det eller lade være. Det ene var selvfølgelig: Bør der bygges på Stejlepladsen? Altså set ud fra ens egen samvittighed er det så rimeligt at bygge på Stejlepladsen? Jeg kan godt synes, at det principielt er forkert, at man har fredet noget, som man så affreder for at løse et politisk problem. Men vi river jo ikke Fiskerhavnen ned. Vi vil komme til at påvirke den massivt, fordi vi bygger ved siden af, men nu ligger der jo et industriområde ved siden af, hvor der kommer til at ske det samme. Så ud fra den kontekst, og når man står derude, har jeg svært ved at se, hvorfor man ikke kan bygge der. Sydhavnstippen ville jeg synes var noget andet, men lige præcis Stejlepladsen, det syntes vi godt, at man kunne. Men det var også afhængigt af overvejelse nummer to: Hvad er det, man bygger, og hvordan bygger man? Vi gik kun ind i konkurrencen, fordi det er By & Havn og PFA, der er bygherrer, og de repræsenterer vores alle sammens penge. Det er ikke en privat developer. Som jeg sagde på et borgermøde i Sydhavnen: ‘Vi håber og bliver ved med at håbe til det sidste, at de også har behov for et moralsk afkast på det her’. Og endelig nummer tre: Vi gik ind i konkurrencen dybest set som en kritik af den manglende mangfoldighed, diversitet og oplevelsesrigdom, der er på det danske boligmarked. Og det manglende fokus på fællesskab, fordi alt handler om ejerlejligheder med den fedeste udsigt til den højeste pris. Måske er tiden nu kommet, hvor vi som arkitekter kan komme med noget nyt.
Så det handlede om at kunne være med til at præge udviklingen af København i en anden retning?
Ja, dybest set. Dog med den grundlæggende holdning, at vi ville svare på opgaven, som den var stillet. For et svar kunne jo godt være, at vi kun bebyggede halvdelen. Men så bliver man diskvalificeret og er ikke rigtigt med. Det er ikke sjovt. Så kunne vi lige så godt lade være med at stille op. Så vi ville prøve, om vi kunne skabe en dialog om, hvor interessant en by man kan lave i København. Der er en grundlæggende fortælling i den gamle fiskerby, som handler om fællesskab på en anden måde.
Jannie Rosenberg Bendsen
Ph.d., cand.mag.
Stejlepladsen – Her det gror
Sydhavnen, 2450 København
Arkitekter:
Christensen & Co. (totalrådgiver) (Michael Christensen, Sophie Daugaard Andersen, Francisco Villeda Arreola, Andreas Sørensen) og Urban Power (Rune Veile, Arne C. Nielsen, Martin Näf)
Ingeniører: Moe (Per Lautrup-Nissen, Karoline Geneser)
Landskabsarkitekt: Kragh & Berglund Landskab (Hans Kragh, Christian Restorff-Liliegreen)
Trafik: Urban Creators (Filip Zibrandtsen)
Bygherre: By & Havn og PFA
Præmie i konkurrence: 2019
Michael Christensen
Michael Christensen er arkitekt MAA og partner i Christensen & Co.
Udgivelse
Interviewet blev bragt første gang i Arkitekten 03/2020.
ANNONCE
Er det normalt, at I har sådan nogle lange diskussioner, når I får opgaver ind?
Nej. Jeg kan ikke komme i tanke om det. Nu laver vi jo primært offentlige byggerier. Vi laver velfærdsstaten. Vi har ingen opgaver i Saudi-Arabien, og vi har ingen møder med den brasilianske præsident.
Blev du overrasket over, at invitationen vakte så mange drøftelser på tegnestuen?
Positivt overrasket, i den forstand at det burde jeg måske have regnet ud, men glædeligt overrasket, fordi vores medarbejdere har holdninger til det, de laver. De går ikke bare på arbejde.
Kan du fortælle om tankerne bag forslaget?
Vi har givet det titlen: ‘Her det gror’. Det er fra Johannes V. Jensen, som skrev om området i starten af 1950erne: ‘Her lugter det og forgår, men det er også her det gror’. Dels var området en lorterende, det var Københavns kloakforsyning, dels var det bare losseplads. Der var ovenikøbet et endespor fra sporvejene, hvor de gamle vogne blev brændt af. Så titlen henviser til at overgive sig til det, der gror. Vi satte derfor en række dogmer op, som også afspejler vores holdning til byen. Den skal være så lav og tæt som muligt. Den skal ikke være høj og tæt, og den behøver slet ikke være høj nogen steder.
Gav det problemer?
Ja. Det, der er svært ved at bygge lavt, er, at der er et friarealskrav. Man skal finde smertegrænsen mellem højde, lysforhold og frie arealer. Og det er meget ukomfortabelt for arkitekter at lægge sig nede ved den, for det gør det enormt besværligt. Hver eneste gang du gør noget et eller andet sted, så skubber det til noget andet. Så hvis du laver en plan, der er lidt mere åben og højere, så er den faktisk mere arbejdsrobust over tid. Men der sagde vi: ‘Vi lægger os helt nede, hvor det gør ondt.’
Så er jeres vinderforslag smertegrænsen for, hvor tæt man kan bygge i forhold til gældende lovgivning?
Fuldstændig. Den er presset til bristepunktet.
Hvilke andre dogmer har været styrende for forslaget?
Det skal være grønt. For os handlede det ikke bare om en kantzone. Der er rigtig mange træer i vores forslag. Vi har forpligtiget os til at fastholde 820 store træer i området. Der kommer mange flere træer, men de bliver mindre. Og så har vi fokus på lokal afledning af regnvand. Vi skal ikke have nogen kloakker. Det bliver også en bilfri bydel. Bilfri forstået på den måde, at der ikke er behov for parkering inde i bebyggelsen, fordi den ikke er specielt stor. Det var oplægget i konkurrencen, og vi har taget konsekvensen af det. Det vil sige, at du godt kan blive kørt hjem i taxa, du kan få leveret dine varer af en Nemlig-bil, brandbilen kan selvfølgelig komme ind og en flyttebil, når du skal flytte, samt handicapparkering. Men bortset fra det er der ingen biler. Vi har nogle parkeringspladser langs med Sejlklubvej, som også understøtter klubberne. Og så har vi et underjordisk parkeringsanlæg. Der er i stedet lege-/opholdsgader og sivetrafik mellem husene.
Kan du fortælle om boligerne?
50% af boligerne skal være 65 kvm i gennemsnit, og 50% af boligerne skal være 95 kvm i snit. Og halvdelen af de store, altså 25% af det samlede antal boliger, skal være almennyttigt. Derfor sagde vi ‘Understøt fællesskaber’, for hvis du bygger mange små boliger, synes vi, det må være naturligt at samle rigtig mange af dem i en eller anden form for fællesskaber. Så vores femte dogme er, at man bør bygge blandede ejerformer. Vi har ni klynger, og i hver klynge skal der være et almennyttigt hus sammen med andre ejerformer. Der skal desuden være grunde til selvbyggere, byggegrupper og selvgroede strukturer. Det har vist sig at være den allersværeste udfordring her i realiseringen. Ikke fordi der er nogen, der har noget imod dem, men det udløser en kæmpe diskussion, for hvad betyder det? Men jeg har været meget insisterende på, at vi skal gøre plads til selvbyggere.
