Tegnestuen
Sammen med kompagnonen, arkitekten Jørn Nielsen skabte han den mest konkurrencevindende tegnestue (ved konkurrenceinstitutionens 75 års jubilæum i1982). Det var Halldor Gunnløgsson, der tegnede stregerne.
Også uden for landets grænser markerede de sig, bl.a. med 1. præmien til rigsdagshuset i Stockholm (1972).
I Danmark har han efterladt sig en række ikoniske værker som Tårnby og Fredericia rådhuse, der inspireret af Mies van der Rohe skabte ham et renomme som knivskarp analytiker. Hans eget hus i Rungsted blev et lærestykke i konstruktiv logik og skaffede ham international berømmelse. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, plejecentret Hellebo og Birkebo er andre mere frit formede værker, og med Uglegårdsskolen i Solrød viste han en ny side af sig selv med en varme og indfølingsevne, der overraskede mange.
”Danmarks bedste skole”, der endnu 50 år efter stadig står, som da den blev indviet. Tilsyneladende i diametral modsætning til de tidligere formelle værker. Men den er ligeså gennemarbejdet, nu med ”det ufærdige” som tema: ”Og tænk”, sagde en af medarbejderne: ”vi lavede inventar af Irma-kasser med låg på.”
Læreren
Gunnløgsson blev professor på arkitektskolen i 1959, og hans afdeling udviklede sig til den mest søgte. Havde man afgang herfra, var man sikret arbejde på en tegnestue.
Han kom i strid modvind under ungdomsoprøreret i 1968/69 og satte sin stilling som dekan ind på at undgå den frie adgang, hvis bevillingerne til lærerne ikke fulgte med. Det gjorde de ikke!
Det ny venstre afviste æstetik som borgerligt føleri under devisen: ”Først rød, så specialist”. Gunnløgsson fastholdt imidlertid arkitekturen som en kunstart og fastslog, at uddannelsen uden det kunstneriske element blot vil blive en ringe ingeniøruddannelse. Det gjorde ham til hadeobjekt nummer et uagtet, at han selv var velbevandret i marxismen.
Teoretikeren
En for de fleste ukendt side af Gunnløgssons virke er hans teoretiske arbejder, der resulterede i stribevis af gennemarbejdede forelæsninger, hvoraf flere stadig er banebrydende.
Det gælder bl.a. forelæsningen ”Om skitsering” (1963), der søger at indkredse ”arkitektonisk (kunstnerisk) tænkning” som en selvstændig kategori uafhængig af sproget. I afsnittet ”Hvad er skønhed” (side 280) udfoldes denne tankerække, og han fulgte op med en senere forelæsning: ”Om det uhåndgribelige” (1972).
Han foregriber her den forskning, der først i de senere år søger at indkredse arkitekturens virkning på mennesker (atmosfære m.v.), og arkitekturen som en selvstændig kunstart.
De fleste af hans forelæsninger har stadig gyldighed, og af samme årsag bringes yderligere fem forelæsninger.
De viser Halldor Gunnløgsson som en original tænker, ”den fremmeste blandt ligemænd”, som arkitekten, professor Erik Chr. Sørensen” udtrykte det.
Om bogen
Halldor Gunnløgsson var aldrig i tvivl: arkitektur er en kunstart.
Det fastholdt han gennem hele karrieren også under ungdomsoprøret, der affejede ”kunst” som borgerlig dekadence. Han forsøgte oven købet i at indkredse, hvad han kaldte ”arkitektonisk tænkning” – velvidende, at verbalsproget ikke kan omspænde kunsten eller ”det uhåndgribelige”.
Hans tidlige arbejder som Tårnby- og Fredericia rådhuse (s.m. Jørn Nielsen) står stadig friske som gesamtkunstværker, hvor helhed til mindste detalje som dørgreb spiller sammen i en disciplineret perfektion. Hans sublime hus i Rungsted blev et verdensberømt ikon og et lærestykke i konstruktiv logik.
I Uglegårdsskolen, “Danmarks bedste skole”, viste han en frodighed i en frisættende, uformel arkitektur gennemført med samme kompromisløse konsistens som de mere kølige værker.
Han var det skarpeste intellekt blandt datidens arkitekter og forkæmper for bygningskunsten, som arkitekterne selv havde svigtet: ”Arkitekterne forkastede det kunstneriske i deres fag. … Det blev skæbnesvangert … Man svigtede humanismen og det irrationelle. Spørgsmålet er, om ikke arkitekterne derved mistede den rolle i byggeprocessen, som bør tilkomme dem.”
Bogen viser Gunnløgssons omfattende livsværk som sin tids mest vindende deltager i arkitektkonkurrencer, som udøvende arkitekt, lærer og debattør. Han spurgte i en forelæsning: ”Skal vi bygge i stil, eller skal vi være os selv?” Selv var han det sidste.
Hans værker og tænkning har stadig bud til en forvirret tid.
