Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/arkitekturens-dag-2024/
Hjælp os med at fejre og formidle arkitekturens mangfoldighed med borgere og fagfolk i hele landet. På Arkitekturens Dag har I – tegnestuer, kommuner, bygherrer og bygningsejere, kulturinstitutioner m.fl. – mulighed for at dele jeres historier og tilgange til arkitektur og byudvikling og vise konkrete eksempler på arkitektur, hvor de nye tendenser både kan ses og mærkes. Årets tema er 'arkitekturen under forandring'.
Tidspunkt:
Mandag den 7. oktober 2024 – og i dagene før og efter
Sted:
Hele landet
Arrangeret af:
Arkitektforeningen er tovholder for det samlede program
Hver dag er arkitekturens dag, men første mandag i oktober er det officielt Arkitekturens Dag i hele verden – en årlig festdag, hvor interesserede i hele landet kan opleve og få indblik i aktuelle byudviklingsprojekter, komme helt tæt på smuk arkitektur og blive klogere på arkitekturen og dens betydning for vores liv og fremtid.
I Danmark er det Arkitektforeningen, der holder snor i begivenheden, og vi opfordrer hele branchen og andre med interesse for det byggede miljø til at være med ved at holde et arrangement. Begivenheden vokser år for år – sidste år med hele 110 interessante og engagerende arrangementer overalt i landet fra Aalborg til Bornholm.
Årets tema for Arkitekturens Dag er ‘arkitekturen under forandring’.
Hvad betyder store samfundstendenser, naturkræfter og kriser for vores byggede miljø – og hvordan forandring kan blive en drivkraft for øget omtanke og nye løsninger. I genanvendelse, transformation og renovering af vores eksisterende bygninger og byrum. I materialevalg og et nyt æstetisk formsprog. Og i samspillet mellem naturen, klimaet og det byggede.
Arkitekturens Dag er en oplagt anledning til at formidle, hvordan arkitekturen former vores verden, og hvordan den hele tiden forandrer sig – og at udbrede denne viden til alle dem, som til daglig lever i og med arkitekturen.
Brug dagen til at vise jeres projekter og tilgange og gå i dialog med brugere, borgere og fagfolk. Til at invitere til debat, samtalesalon, rundvisning eller udstilling. Eller til by- og naturvandring, bygningspræmiering, workshop, koncert, bevægelse, åbent hus, fællescykelture, skattejagt, foredrag, dans, fællesspisning eller noget helt syvende.
Vi håber, I vil være med til at markere dagen sammen med os.
Arkitekturens Dag er indstiftet af Den Internationale Arkitektforening, UIA, i 1988 og afholdes hvert år den første mandag i oktober. I Danmark er det Arkitektforeningen, der er tovholder for den årlige begivenhed.
Næste gang falder dagen mandag den 7. oktober, men I kan også bruge dagene før og efter og stadig blive en del af det samlede program.
Foto: Karens Minde af Schønherr /kred: Schønherr og Thomas Hjorth Vesterbæk og Jens Juul Thiis Knudsen
Find inspiration og praktisk information.
læs mere