Vores daglige liv er bygget op om store, sindrige netværk af ressourceforsyninger. Netværk, som understøtter helt centrale og betydningsbærende funktioner i vores samfund. Netværk,
der forbinder os med hinanden og med resten af verden. Netværk, som er stort set usynlige.
Alt imens vores energiforbrug stiger, forsvinder den fysiske manifestation af vores forbrug ud af vores synsfelt. Kraftvarmeværker, datacentre og elværker placeres så langt væk som muligt og opføres som bygningsværker til maskiner og ikke til mennesker. Forsyningen sker via underjordiske tunneller, og ser man bort fra regningen i indbakken, er vi er på intet tidspunkt nødsaget til at se vores eget forbrug i øjnene.
Så måske kalder den antropocæne tidsalder på et bygget landskab, der i højere grad kan fungere som bindeled mellem os selv og vores forbrug?
Sådan lyder udgangspunktet for afgangsprojektet ”3 Prøvesten”, som arkitekterne Majse Marie Nørhald og Sheila Koyo Møller, står bag.
Til næste MAA-frokost præsenterer de deres arbejde med at transformere traditionelle energisystemer til interaktive, synlige og forståelige elementer i arkitekturen. Idéen er at integrere energilagring i arkitekturen, så bygningerne ikke bare bliver forbrugere, men også producenter og beholdere af energi.
Med afsæt i tre nedslag på Frederiksberg Hospital, som for tiden er under omdannelse til nyt bykvarter, viser de to arkitekter, hvordan arkitekturen kan blive fødselshjælper for en ny forståelse og interaktion med den energi, vi alle er afhængige af.
Majse Marie Nørhald og Sheila Koyo Møllers projekt baserer sig på viden fra forsøg fra DTU Energy med fokus på energilagring af termisk energi. Og det peger på nye måder at tænke bygninger og byrum på i en tid, hvor bæredygtighed er mere kritisk end nogensinde.
