Opening: Staying with the Trouble

To dages arkitekturfestival fyldt med arkitektfaglige indspark fra ind- og udland skal være med til at fejre åbningen af den nye arkitektskole i Aarhus.

Tidspunkt:

07.-08.10.2021

Sted:

Arkitektskolen Aarhus, Nørreport 20, 8000 Aarhus C

Arrangeret af:

Arkitektskolen Aarhus

Efter sommerferien åbner den nye bygning, der skal huse Arkitektskolen Aarhus, og det nye hus skal i begyndelsen af oktober indvies med en to-dages arkitekturfestival. Her skal den rå arkitekturfabrik danne ramme om oplæg og debatter, og gennem fysiske og digitale eksperimenter med lys, lyd og materialer udfordre den arkitektur, vi kender i dag.

”Vi har en ambition om, at Arkitektskolen Aarhus skal være et kraftcenter for arkitektur, og med vores nye hus får vi nu muligheden for at åbne skolen mod vores fag og branche. Med arkitekturfestivalen håber jeg, at vi kan skabe en årligt tilbagevendende begivenhed, som kan være med til at inspirere og give ny viden til både vores studerende og hele den danske arkitektstand,” siger Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus.

Staying with the Trouble

Arkitekturfestivalen afholdes d. 7-8. oktober 2021 – og tager under overskriften Opening: Staying with the Trouble temperaturen på arkitekturen i verden og lokalt. Et udvalg af fagets skarpeste danske og internationale udøvere og tænkere inviteres til, sammen med offentligheden, branchen og skolens studerende, at diskutere arkitekturen lige nu.

Det er gratis for interesserede at deltage, men der vil være et begrænset antal billetter til rådighed.

Festivalens program er kurateret af skolens kurator Karen Kjærgaard i samarbejde med arkitekt MAA Boris Brorman Jensen og Kristoffer Lindhardt Weiss, som også vil moderere debatterne.

Internationale hovednavne

Udover oplæg og paneldebatter byder arkitekturfestivalen på udstillinger, performance, film og readings fra mindre scener, ligesom skolens nye værksteder åbnes op. De to festivaldage afsluttes begge med musik og socialt samvær på tagterrasserne.

Det endelige program offentliggøres senere, men de tre kuratorer løfter allerede nu sløret for fire internationale hovednavne. Du vil kunne høre Eyal Weizman (stifter af Forensic Architecture), Anupama Kundoo (professor ved Potsdam School of Architecture), Elke Krasny (professor ved Academy of Fine Arts Vienna) og Andrés Jaque (stifter af Office for Political Innovation).

På festivalens første dag vil de fire hovednavne diskutere de store udfordringer, som arkitekter står overfor i verden. På andendagen vil oplægsholdere og opponenter se på arkitekturens rolle i et urbant og lokalt perspektiv.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +