”The Origin of Things”: en visuel fortælling om materialer og sanselighed

I forbindelse med 3daysofdesign kan udstillingen ”The Origin Of Things” af Sara Martinsen opleves fra 7 juni til 7 August hos Garde Hvalsøe på Esplanaden i indre København. Udstillingen er vokset ud af en fælles passion for naturmaterialer og den historie, de bærer med sig, og i et krydsfelt mellem kunst og design har Sara Martinsen skabt en visuel fortælling, der berører naturens styrker såvel som skrøbeligheder og vækker sanseligheden til live.

Sara Martinsen-Garde-hvalsøee-UIA-udstilling-Michael-Rygaard

Foto: Michael Rygaard

Tidspunkt:

7. juni - 7. august 2023

Sted:

Garde Hvalsøe showroom, Esplanaden 8D, st., 1263 København K.

Arrangeret af:

GARDE HVALSØE A/S

Det har alle dage været en kongstanke for Garde Hvalsøe at videreføre naturens vitalitet og skønhed til kommende generationer. Hvert eneste snedkermøbel er skabt af naturmaterialer, der inspirerer og imponerer i kraft af deres stoflighed, diversitet og forankring i historien.

Med ”The Origin of Things” inviterer Garde Hvalsøe sammen med Sara Martinsen til fordybelse i naturmaterialerne og al deres væsen, og der venter en både sanselig og tankevækkende oplevelse, når udstillingen åbner i showroomet på Esplanaden under 3daysofdesign.

Sara Martinsen er uddannet møbeldesigner, men bruger i dag sin materialeforståelse i en mere kunstnerisk retning for at formidle naturmaterialer på en måde, hvor der er plads til eksperimenter, fordybelse og dialog. Hun oplever, at vi som mennesker har mistet vores forbindelse til de naturlige materialer og deres historie – og dermed også til vores eget ophav.

”Jeg er meget optaget af, hvor tingene kommer fra, hvordan de er blevet til, og hvad vi kan lære af dem. Mit ønske er at få folk til at sanse materialerne og deres kvaliteter. Dvæle ved skønheden i det elementære: en åretegning, en særlig smuk plantefiber eller en repetition, som er med til at formidle materialernes værdi,” siger Sara Martinsen, der tidligere har udstillet på A. Petersen og i Norske Hus ved Sophienholm Kunsthal.

”Den naturlige synergi mellem Garde Hvalsøes verden og mit virke giver ”The Origin of Things” et ekstra lag,” fortæller Sara Martinsen. ”Man fornemmer virkelig materialerne hos Garde Hvalsøe – en reel begejstring for gode materialer og en dyb forståelse af, hvordan man forarbejder og anerkender dem.”

I ”The Origin of Things” indgår en række vidt forskellige organiske materialer – fra træ og harpiks til jord og plantefibre – og udstillingen bærer kimen til en dybere forståelse af naturen som vores eksistensgrundlag. Nogle værker i ”The Origin of Things” omhandler det bærende, stabile og opretholdende, mens andre berører det skrøbelige, lette og transparente.

”Naturen er den, der bærer os, men naturen er også skrøbelig og fin. Den har altid formået at levere, men vi skal lære at kere os om ressourcerne – værdsætte, varetage og vedligeholde naturens materialer – og tænke over, hvad vi bygger videre på og med,” mener Sara Martinsen.

Hun tror på, at hvis vi forholder os sansende til de ting, vi omgiver os med, og samtidig får en større naturvidenskabelig indsigt, vil vi passe langt bedre på dem:
”Når vi får tingene tættere på kroppen, kan vi værdsætte den tid, der er langt i forarbejdningen – og anerkende den langsomhed, naturmaterialerne er blevet skabt med i et evolutionært perspektiv, og som modsætter sig enhver form for trendtankegang.”

Årringene i det gamle danske egetræ fortæller om livet i skoven gennem flere hundrede år, og naturstenens åretegninger og fossiler beretter om jordens oprindelse. Historien ligger i ringe og i lag. Helt konkret ude i landskabet og i jordlag under byen – hvilket er genstand for et af udstillingens fremtrædende værker, hvor kunstnerisk materialeformidling og snedkerhåndværk smelter sammen i et fadebur.

Med “The Origin of Things” giver Sara Martinsen og Garde Hvalsøe frit løb for begejstringen for naturens egne materialer – deres skønhed og sanselighed såvel som visdom.

Om Sara Martinsen

Sara Martinsen har en baggrund som møbeldesigner, men har siden 2016 arbejdet i krydsfeltet mellem kunst og design. Hun har en forkærlighed for naturlige materialer som træ, ler, sten og ikke mindst plantefibre, som hun udforsker i sine kunstværker og i projekter om bæredygtighed i byggeri og design, ligesom hun afholder workshops for at udbrede kendskabet til mangfoldigheden inden for naturmaterialer.

Sara Martinsen betragter sig først og fremmest som materialeformidler og stræber efter at formidle naturens materialer og deres iboende værdi på en måde, der vækker sanserne og er umiddelbart tilgængelig, men samtidig indbyder til refleksion. Hun har flere soloudstillinger bag sig, senest ”ELEMENT – ÆRE” i Norske Hus ved Sophienholm Kunsthal i 2022, og står også bag phytophilia.dk, en digital encyklopædi om plantefibre.saramartinsen.com

Om Garde Hvalsøe

Der er en særlig rytme i et Garde Hvalsøe design. En fundamental genkendelighed, en rendyrket kompromisløshed, en spejling af vores passion for snedkerkunsten og håndens værk.

Lige siden grundlæggelsen af Garde Hvalsøe i 1990 har kernen været skræddersyede løsninger skabt med passion og dedikation. De klassiske dyder fra den danske håndværks- og designtradition ligger dybt i blodet på os, og vi arbejder på præcis samme måde i dag, som da det første Garde Hvalsøe køkken i 1992 blev til som et studie i kvalitet, møbelkunst og forenkling.

Vi lever og ånder for kompromisløs kvalitet og sublimt håndværk. Og vi er præcis lige så ambitiøse med at kombinere funktionalitet med æstetik, som vi er generøse med at dele ud af vores håndelag og erfaring. Det skal være en oplevelse langt ud over det sædvanlige for vores kunder at fordybe sig i detaljer og drømme – og se dem forvandlet til eksklusiv virkelighed i Danmark og verden rundt.

For os handler det om at være tro mod rytmen, vores signatur. Deri ligger nøglen til at skabe verden af i morgen, der i vores forståelse af liv og håndværk består af kvalitetsmaterialer og ærligt, velovervejet design, som også kommende generationer vil kunne se og føle skønheden i.

 

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +