Den åbne konkurrence er den vigtigste enkeltfaktor i det tyvende århundredes arkitektur. I sin nye bog 'Dansk Arkitektur - konkurrencer 1969-2015' undersøger Kim Dirckinck-Holmfeld danske arkitektkonkurrencer fra ungdomsoprøret til i dag.
Skuespilhuset i København blev vundet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i en åben international projektkonkurrence i 2002, hvor 289 forslag var til bedømmelse. Foto: Adam Mørk.
Ser man på arkitekturhistoriens hovedværker siden 1907, vil man opdage, at konkurrencen danner grundlag for en stor del af dem. Det er konkurrencen – og i særdeleshed den åbne konkurrence – der har formet det tyvende århundredes arkitektur. Den har drevet det kreative talent og dannet grundlag for banebrydende projekter og international succes. Sådan lyder konklusionen fra arkitekt MAA og forhenværende ansvarshavende redaktør på Arkitekten Kim Dirckinck-Holmfeld, der netop nu er aktuel med bogen ’Dansk Arkitektur – konkurrencer 1969-2015’. Bogen er andet bind om danske arkitektkonkurrencer og følger, hvor første bind sluttede i 1968 .
”Det har været fantastisk at gennemgå de mange konkurrencer, fordi man oplever, hvor meget kreativitet og initiativ, der er blomstret ud af dem siden 1907. Det gælder ikke bare i vinderprojekterne, men i lige så høj grad de forslag, der aldrig blev til noget. Til sammen udgør projekterne en ’aktionsforskning’, hvor fagets kreativitet sætter ind for at løse en opgave og danne typologier for fremtidigt byggeri” siger Kim Dirckinck-Holmfeld, da vi møder ham til en snak om bogen.
I bogen redegør han blandt andet for, hvor stor indflydelse den åbne arkitektkonkurrence har haft for både udformningen af vores byggede miljø og på arkitektfaget som helhed. Gennem konkurrencen har unge arkitekter haft mulighed for at vise deres kreativitet, komme med nye bud på løsninger til opgaver og finde fodfæste i branchen. Første præmien gav ofte anledning til at danne en ny tegnestue.
”Halvfems procent af alle store tegnestuer er skabt af de åbne konkurrencer. Det gælder for eksempel betydelige tegnestuer som Vandkunsten, Cubo, Arkitema, Henning Larsen og mange, mange andre. Gennem de åbne konkurrencer har den gamle garde altid fået modspil fra den yngre generation, og nye idéer er sprunget frem. Én af de problemstillinger, jeg dækker til sidst i bogen, er netop, at der er stærke kræfter, der arbejder aktivt for at undgå, at der bliver udskrevet åbne konkurrencer, og som på den måde gør det svært for de unge at finde fodfæste,” fortæller Kim Dirckinck-Holmfeld.
Samlet sæt (2 volumes)
Dansk Arkitektur – Konkurrencer 1907-1968 + Dansk Arkitektur – Konkurrencer 1969-2015.
Vejledende salgspris: 498 kr.
Intropris: 450 kr.
Dansk Arkitektur – Konkurrencer 1969-2015
Vejledende salgspris: 348 kr.
Intropris: 300 kr.
Følg link nederst på siden.
Kim Dirckinck-Holmfeld forklarer, at arkitektkonkurrencen siden 1907 har skabt velfærdssamfundets bygnings- og byplanstyper på godt og ondt. I bogen undersøger han blandt andet, hvordan gennemgående forestillinger i samfundet har dannet megatrends – en overbevisning, der i en periode er så fremherskende i samfundet, at ingen rigtig sætter spørgsmålstegn ved den – heller ikke arkitekterne.
”Det er mærkeligt, at man i fremskridtets og rationalitetens navn kan rive hele bydele ned. Man lykkedes med det i London, Paris og Stockholm, hvor store dele af bygningshistorien blev destrueret. I saneringsplanerne for København lød det, at hver fjerde bygning skulle rives ned, man ville bulldoze Vesterbro og i Aarhus ville man fjerne hele Latinerkvarteret. Tænk hvilken by, der var kommet ud af det, hvis man havde gjort alvor af planerne. Ingen satte spørgsmålstegn ved det før miljøkritikken i slutningen af 1960’erne. Planerne blev kun opgivet på grund af pengemangel,” siger Kim Dirckinck-Holmfeld og fortsætter:
”På Nørrebro forsøgte beboerne at sætte en kæp i hjulet på saneringsplanerne ved at oprette byggelegepladsen Byggeren og Folkets Park, men man pressede alligevel helhedsplanen igennem, og det hele kulminerede i 1980 med barrikader og kampe mellem beboerne og politiet. En kamp som beboerne godt nok tabte, og som betød at store dele af de gamle bygninger blev revet ned, men som også gjorde, at totalsaneringer blev opgivet til fordel for ’byfornyelse’”.
Kim Dirckinck-Holmfeld, arkitekt MAA
Hele vejen gennem det 20 århundrede har arkitektkonkurrencen været isbryder for fremtidens byggeri. Undervisning, hospitaler og kulturinstitutioner er stærkt påvirket af konkurrencer. Kim Dirckinck-Holmfeld nævner særligt skolerne, som gode eksempler på, hvordan der gennem konkurrencen er skabt typologier for de gode læringsmiljøer.
”Når man har skiftet pædagogisk program, har man ofte udskrevet en åben arkitektkonkurrence for at finde ud af, hvordan man bedst muligt løser den opgave. Det er blevet belyst gennem de mange forslag, der er kommet ind, og de bedste bliver dermed mønstereksempler på fremtidens læringsmiljøer,” forklarer han.
Kim Dirckinck-Holmfeld nævner eksempler som aulaskolerne fra begyndelse af 1930’erne, etplans skolerne, der introduceres i konkurrence omkring 1950 og konkurrencerne om det nye læringsbegreb i 1990’erne. Et andet vigtigt eksempel på konkurrencen funktion som isbryder er tæt-lavbevægelsen, som for alvor blev skudt i gang af SBI’s store konkurrence fra 1971, der blev starten på Tegnestuen Vandkunsten. Til gengæld mener Kim Dirckinck-Holmfeld, at man forspildte chancen for at udvikle fremtidens hospital, da man valgte ikke at udskrive en åben konkurrence for de nye supersygehuse:
”Jeg mener at vide, at Realdania havde planer om at udskive en retningsgivende konkurrence for de nye supersygehuse, men regionerne var ikke interesserede. Derfor er der ikke meget håb om en reel fornyelse af hospitalerne; og jeg mener simpelthen, at forløbet burde gøres til genstand for en kritisk analyse. Ikke blot presses arkitekterne ud af ingeniørerne/entreprenørerne; det meste ender i discount, frygter jeg – ikke mindst fordi det hele er underbudgetteret,” siger Kim Dirckinck-Holmfeld.
Trekroner Skole blev vundet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter med et nyskabende projekt, der undlader overdækkede gangarealer mellem skolebygningerne. SLA har udformet lege- og kunstlandskabet mellem bygningerne. Foto: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
I dag bliver arkitektkonkurrencen hæmmet af alt for detaljerede konkurrenceprogrammer. Sådan lyder kritikken fra Kim Dirckinck-Holmfeld efter at have gennemgået næste hundrede års danske arkitektkonkurrencer. Det, der begyndte med borgerinddragelse i projekter som blandt andet Tinggården af Vandkunsten, blev paradoksalt nok overtaget af byggestyringsfirmaer, der kan tjene penge på brugeranalyser.
”Konkurrencens væsen er, at man laver så få bindinger som muligt i programmet. Man efterspørger, hvad man vil have, men ikke hvordan, man vil have det. Det er jo netop det, som konkurrencen skal give et svar på. I dag er programmerne så detaljerede og prædestinerede, at selv lokummerne er angivet. Det betyder, at programmet bliver svaret i sig selv, og at der kun efterlades lidt facademageri tilbage til arkitekterne,” siger Kim Dirckinck-Holmfeld.
Detaljeringsgraden i programmer hæmmer ifølge Kim Dirckinck-Holmfeld, nye initiativer. Projekter, der introducerer nye idéer og løsninger, bliver sorteret fra, fordi de ikke er konditionsmæssige. Også selvom de egentlig er bedre, end de øvrige forslag. Det er ærgerligt, fordi det ikke lader meget rum tilbage for kreativitet og nytænkning og i sidste ende betyder, at byggeriet bliver ensidigt.
Dansk arkitektur har kæmpe succes i udlandet. I mange år har danske tegnestuer i stor stil vundet både åbne og indbudte internationale konkurrencer. I 1983 udskrev International Union of Architects (UIA) for eksempel fire åbne konkurrencer. Danske arkitekter fik førstepræmie i tre af dem. Ifølge Kim Dirckinck-Holmfeld fortæller eksemplet en hel del om, hvor stor betydning måden, vi tilrettelægger konkurrencer på i Danmark, har for den store succes, som har kendetegnet dansk arkitektur internationalt, hvor danske tegnestuer stadig vinder stribevis af prestigefyldte konkurrencer.
”Der er ikke ret mange lande på fem millioner mennesker, der klarer det så godt internationalt. Det er der faktisk ingen andre, der gør. I Danmark er vi verdensmestre i arkitektur. Én af årsagerne til den store succes er, at vi har tilrettelagt konkurrencer sådan, at der er flere lægdommere end fagdommere, hvilket gør, at danske arkitekter er meget dygtige til at præsentere projekter logisk og pædagogisk,” fortæller han.
Kim Dirckinck-Holmfeld nævner, at en stor del af forklaringen også skal findes i, at danske arkitekter tager sig af alle dele af projektet. Når danske tegnestuer besvarer konkurrenceprogrammer, omfatter det overvejelser om alle dele af projektet. Vigtigst er det dog, at den store erfaring vi har med åbne konkurrencer, har givet danske arkitekter et tag om konkurrenceformen, som ikke findes andre steder.
Den åbne konkurrence var fremherskende frem til omkring 1995. I dag er langt de fleste konkurrencer indbudte. Det presser de unge arkitekter og tegnestuer, fordi de ikke bliver indbudt. Deres portefølje ikke er omfangsrig nok til prækvalifikation. Det er en Catch 22. Kim Dirckinck-Holmfeld pointerer, at på trods af, at de store tegnestuer er skabt gennem åbne konkurrencer, så er de ikke interesserede i, at opgaver udbydes på den måde længere.
”Tidligere blev de gamle ofte udmanøvreret af de unge. Det er man selvfølgelig ikke interesseret i. Ved at kæmpe for, at opgaverne primært kommer gennem indbudte konkurrencer, sikrer man, at opgaverne fordeler sig mellem de store og etablerede tegnestuer,” fortæller han, og selvom det ser trægt ud for den åbne konkurrence lige nu, mener Kim Dirckinck-Holmfeld ikke, at det kan fortsætte på den måde:
”Jeg tror, der er en begrænsning. Der vil komme et ungdomsoprør imod de forkromede systemer. Man kan ikke holde initiativer og kreativitet nede. Og man kan ikke holde de unge nede. Det er stadig eksempler på, at det er lykkedes for unge tegnestuer. Det gælder for eksempel Dorte Mandrup og PLOT, der markerede sig ved at vinde åbne konkurrencer, og så fik de opgaverne,” lyder det fra Kim Dirckinck-Holmfeld.
Dansk arkitekturs store succes er ikke gået ubemærket hen. Flere store arkitektvirksomheder er i den seneste tid blevet opkøbt af meget større virksomheder. Kim Dirckinck-Holmfeld pointerer, at de dermed bliver indlemmet i den almindelige konsensus, der siger, at højdespringere og anderledes tænkende skal holdes ude. Han henviser til arkitekt og studieadjunkt ved KADK Nathan Romeo Muelas, der i Arkitekten (10/2019) betegner den virkelighed som et ”Mediokrati” – en term hentet fra den canadiske filosof Alain Denault og udledt af det engelske mediocre, der betyder, at ’det gennemsnitlige – det ikke så dårlige, men heller ikke så gode – har taget magten: ”Mediokratiet regerer med en vildledende maske af tolerance og objektivitet. Bevæbnet med ord som inddragelse, fællesskab, vækst osv. er det lykkedes at udelukke den bedste, den anderledes og den kritiske.” (Nathan Romeo Muelas i Arkitekten 10/2019)
”Der skæres i top og bund. Den bløde mellemvare bliver den fremherskende, og de buzzwords, som politikere og beslutningstagere elsker at høre, inddrages som ledsagelse til projekterne: Newspeak. På den måde bliver arkitekterne en del af en systemisk virkelighed baseret på en instrumentel fornuft, der er faget fremmed, og som i sit væsen udelukker andre åndsfrembringelser end dem, som ligger inden for systemets horisont. Det er formentlig den skæbne, arkitekterne fra Henning Larsens Tegnestue går i møde; og mon ikke de mest kreative og nyskabende siver væk? Det håber og tror jeg”, lyder det fra Kim Dirckinck-Holmfeld, som tilføjer følgende, inden vi siger farvel:
”Jeg vil citere den vrantne gamle filosof Arthur Scopenhauer: ’Enhver sandhed går gennem tre stadie, før den erkendes. Først latterliggøres den, så modarbejdes den voldsomt, dernæst anses den for indlysende’. I dag griner beslutningstagerne og de store tegnestuer ad bestræbelserne på at udskrive åbne konkurrencer. Så vi er kun i første stadie. Mon ikke der vil indfinde sig en voldsom modstand, hvis nogen får held at overbevise bygherrerne om, at det er en god ide – ikke mindst fra Danske Ark.”
