En opsang til moderne boligbyggeri: Vi skulle have lyttet mere til Jens Thomas Arnfred

Da Jens Thomas Arnfred blev gjort til æresmedlem af Arkitektforeningen en fredag i februar 2023,gav han en festforelæsning med en række nærværende nedslag i projekter, som han har været medvirkende til. Forelæsningen var iblandet toner fra Carsten Dahl på klaver, og Jens Thomas Arnfred indskød små tankevækkende eftertænksomheder, epistler om det at bygge og at være til. Påmindelser om, hvor meget vi ved om mennesket og vores behov og evner til at være sociale, men samtidigt også en smertelig ihukommelse af, hvor ringe vi er til at udnytte den viden og naturlighed, der ligger i vores sociale væsen.

Vi designer ud fra sælgers logik

Der er de senere år skudt boliger op omkring de større byer, som stor set alle benytter den samme planløsning og boligstørrelser dikteret af ejendomsmæglere og developere, som vil være sikre på at kunne sælge. Hvad der solgte bedst sidste år, skal vi bare have mere af. Problemet er, at der bliver bygget uden eftertænksomhed, og at de politiske rammeforhold understøtter det reaktionære i planløsninger og boligstørrelser, helt uden hensyn til faktiske strømninger i tiden for diverse familiestrukturer, ensomhed, mindst mulig CO2-aftryk, ændrede behov gennem livet etc. Alle ting, som Jens Thomas Arnfred med sine kolleger i Vandkunsten og andre ligesindede i 50 år har påvist, belyst og løst og bygget efter.

Kortsigtet tilfredsstillelse

Det er tankevækkende, at al den viden har haft så lidt påvirkning på ”moderne” boligbyggeri. Der er mange kokke i byggeriet og man kan ikke skyde skylden på nogen specielt, da det er lige så komplekst som byggeriets natur, fyldt med ingredienser, der skal føje sig sammen for at give retten umami. Men de fleste nybyggede boliger mætter kun, og nydelsen skal man lede længe efter.

Developeren insisterer på sit afkast langt over den rimelige forrentning, som det omkring liggende samfund må leve med. Ejendomsmægleren tør ikke sætte noget til salg som ikke er kendt og afprøvet. Arkitekten underkaster sig og underbyder sig for sin bygherres krav, for ellers er der nok bare en anden der gør det, og samtidigt er der lokalplaner og kommuneplaner, der rammesætter boligstørrelser. Politikerne tager udgangspunkt i, at man ikke ønsker alle de små lejligheder med folk med små indtægter og deraf små skattebidrag, for det minder om byernes problem i 70’erne.

Vi har glemt værdien af livet mellem mennesker. Det er kapitalen, afkast og reaktionære rammer, der sætter dagsordenen samtidig med, at vi et andet sted i systemet klager over ensomhed, overforbrug og klimasynd. Hvorfor tror vi ikke på, at noget nyt kan give os nye indblik og bedre udsyn. En ven sammenlignede boligbyggeriet med moden som en reciprok størrelse; ville du gå efter forrige års snit, når du køber nyt tøj, eller vil du helst have det der følger med tiden? Både forrige års tøj og den nye sæsons holder dig varm.

Det er ikke en ny ting, at vi som samfund tvinger boligformer ned over hovedet på borgerne. Der er et nordisk forskningsprojekt i gang med svenske, norske og danske forskere, der undersøger den kulturelle og strukturelle påvirkning af ændrede boformer i Grønland og Sameland.

Giv plads til diversiteten

Lige efter krigen, hvor tyske tropper havde lagt Nordnorge og hele Lapland øde og nedbrændt alt på deres tilbagetrækning fra de russiske styrker, opstod et akut boligproblem, der søgtes løst ved, at der lynhurtigt blev bygget træhuse indrettet som den moderne nordmand kunne ønske sig til en familie med mor og far og børn. I Grønland skete der i 50’erne en udvikling fra fangerkultur til arbejde med fiskeri og udvinding af kryolit, og flere skulle bruge bolig i bygderne. Danskerne byggede huse, som vi i dag kender som de farvede pittoreske træhuse på fjeldene, indrettede til almindelige danske familier. Det var helt bevidst, at man ikke ønskede den traditionelle Grønlandske fællesbriks og storfamilie. Både af moralske grunde, men også for at leve op til FNs bevågenhed om, at man ikke måtte gøre forskel indenfor riget.

Men i dag ved vi, at forskelsbehandling kan være positiv, og vi har som mennesker forskellige behov, båret af vores kultur, familietraditioner eller lokale forhold, og i de store byer er det ikke anderledes. Der er forskellige behov, og der skal være plads til at bo forskelligt.

Alt for tit ser det imidlertid ud til, at alle vi aktører i byggeriet, politikere, bygherre, developere, arkitekter og beboere, glemmer at stille krav om fornyelse i boligbyggeriet – ud over en tilfældig altan!

De fleste mennesker ved godt, hvad det handler om. For når vi tager på rejse, opsøger vi ikke de uniforme boligkvarterer i de byer vi besøger. Vi tager til de diverse bydele, hvor der sker noget, hvor der er noget på spil. Bydele med butikker, liv og grønne områder blandet med bebyggede oaser af variation.

Det bliver spændende at se, hvad forskerne kommer frem til om de tvungne bosætninger, og jeg forudser at lignende forskning vil blive aktuel om 70 år, når vi skal undersøge påvirkningen af de ensartede boligblokke, kun adskilt af forskellige farver tegl på facaden. Hvad gjorde det ved menneskene, og hvad kunne man have gjort for at fremme diversiteten og plads til minoriteterne på snart sagt alle planer, bio-, homo-, arkitektonisk.

Tillykke til Jens Thomas Arnfred med den fortjente hæder og hermed en huskekage til alle os andre om at se og lære af frontløbernes fejl og meritter. Lad os give den gas og skeje helt ud og stræbe efter noget, sætte noget på spil, som Jens Thomas Arnfred formulerede det forleden i festsalen på Borups Højskole.