Generelle bemærkninger om vejledningen
Arkitektforeningen mener, at det er vigtigt, at kommunerne arbejder aktivt med at udvikle landsbysamfundene. Det er afgørende for balancen mellem land og by, at landdistrikterne har nogle gode rammer til at udvikle sig i en positiv retning til gavn for beboerne. Vi vil gerne rose styrelsen for en vel-gennemarbejdet vejledning, som vi mener lever op til målsætningen.
Vi er generelt positive overfor behovet for at skabe overblik over muligheder og inspirere til, hvordan arbejdet med strategisk planlægning for landsbyer og landområder kan tilrettelægges i kommunerne.
Lovændringen, der førte til denne vejledning, indeholder en bestemmelse om, at den strategiske planlægning skal ske på baggrund af en redegørelse. I vejledningen pointeres det, at redegørelsesdelen er vigtig for borgernes (og virksomheder m.fl.) forståelse og fortolkning af kommuneplanen, samt deres mulighed for reelt at kunne komme med kommentarer eller indsigelser. Det bakker Arkitektforeningen op om. Redegørelsen, der beskriver på hvilket grundlag man har formuleret det lange sigte, er yderst væsentlig for at landsbyernes beboere kan tale med og få indflydelse i planlægningsprocessen.
Det kræver en gennemarbejdet og letforståelig beskrivelse af centrale forhold omkring landsbyerne, og det giver vejledningen også forslag til. Arkitektforeningen mener dog, at behovet for kortlægning af landsbyernes fysiske kvaliteter, deres landskabelige typologi, arkitektur og kulturmiljø er underspillet i vejledningen.
Konkrete bemærkninger til indhold i vejledningen
Vedr. kommunal planlægning:
- I Realdanias publikation “Længe leve landsbyerne” defineres strategisk planlægning som “en helhedsorienteret, målrettet og differentieret udviklingsstrategi.” Denne definition fortjener at blive gentaget og sat i relation til sammenhængen mellem den strategiske planlægning for landsbyer og kommuneplanlægningen som helhed.
- I boksen på side 15 med overskriften “Dialog med borgerne” står: “Det lokale ejerskab kan være afgørende, særligt hvis kommuner ønsker at satse på samskabelse og samarbejde med borgerne i den videre realiseringsfase.” (Vores understregning). Her kan ønskes en formulering, der udtrykker, at et fortsat samarbejde må være en selvfølge i realiseringen. Til støtte for det bør kommuneplanens afsnit om strategisk planlægning og redegørelsen for den være lettere tilgængelig, end det er tilfældet med indholdet i mange kommuneplaner.
- Den strategiske planlægning for landsbyer skal indgå som en del af kommuneplanen. Som der står på side 25, skal redegørelsen være med til at sikre sammenhæng mellem planstrategien og den øvrige del af kommuneplanlægningen. Vejledningen bør her suppleres med en beskrivelse af, hvordan den strategiske planlægning for landsbyer kan tænkes at indgå i de planstrategier, som kommunalbestyrelserne i henhold til planlovens § 23 a skal vedtage inden udgangen af første del af den kommunale valgperiode.
- På side 28 oplyses, at planlægningen i landsbyer, der ligger i landzone, kan reguleres via landzonelokalplaner. Det må være oplagt i den forbindelse at henvise til muligheden for bonusvirkning jf. planlovens § 15, stk. 4.
- I det indledende afsnit om udviklingen i landsbyerne nævnes bl.a. udfordringer med en overskydende bygningsmasse, bl.a. landbrugsbygninger og bygninger fra mindre erhvervsvirksomheder. Der bør i tilknytning hertil – eller et andet sted i vejledningen – gøres opmærksom på, at der kan være situationer, hvor det kan være hensigtsmæssigt at udarbejde en landzonelokalplan for en landsby for at forhindre en uønsket anvendelse af sådanne bygninger. Ifølge planlovens § 37 kan bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom, og andre overflødiggjorte bygninger jo under forskellige forudsætninger tages i brug til bl.a. håndværks- og industrivirksomhed – uden landzonetilladel-se, men alene efter anmeldelse til kommunen med 14 dages reaktions-frist. Samtidigt bør der gøres opmærksom på, at en del ældre landbrugsbygninger og bygninger, der har rummet erhvervsvirksomheder (bl.a. andelsmejerier) kan have historisk værdi og arkitektonisk kvalitet.
- På side 28 står, at i byzone reguleres planlægningen via lokalplaner. Det bør suppleres med oplysning om, at der findes en del landsbyer, der er blevet inddraget i byzone på grundlag af de tidligere gældende bygnings-vedtægter og evt. også i nogle tilfælde byudviklingsplaner, jf. planlovens § 34, stk. 2. For de dele af disse landsbyer, der ikke senere er blevet lokalplanlagt, vil administrationsgrundlaget være kommuneplanens rammer for lokalplaner.
- På side 29 redegøres for afgrænsning af landsbyer og udarbejdelse af en landzonelokalplan, og det nævnes, at det hovedsagelig vil være som hu-ludfyldning eller fortætning. Der bør i den forbindelse gøres opmærksom på, at åbninger mellem bebyggelse, der giver udsigt til det åbne land, kan være af stor visuel kvalitet, samt at man ved indpasning af ny bebyggelse også bør være opmærksom på de bygninger af arkitektonisk kvalitet, der findes i mange landsbyer.
- I omtalen af redegørelsen på side 26 bør suppleres med oplysning om, at spørgsmålet om, hvorvidt kravene til redegørelsen er opfyldt, er et retligt spørgsmål, der kan påklages til Planklagenævnet.
- Under omtalen på side 34 af naturbeskyttelsesloven bør også nævnes lovens § 3 om beskyttet natur.
- Det bør også et sted nævnes, at bosætning i landsbyerne i en del tilfælde vil kunne støttes ved anlæg af cykelstier, der bl.a. kan give tryg skolevej og forbedre sammenhæng mellem klyngelandsbyer.
Arkitektforeningen står til rådighed med uddybende kommentarer i forbindelse med denne høring
