Høringssvar vedrørende ’Forslag til ændrede retningslinjer for altaner’

I Arkitektforeningen København har vi med en vis bekymring fulgt udviklingen i eftermontering af altaner i den historiske københavnske bygningsmasse. Vi anerkender det udbredte ønske om altaner, der har været fra visse københavneres side og de positive boligmæssige gevinster de eftermonterede altaner i nogle sammenhænge kan give. Dog er det vores generelle opfattelse at opmærksomheden på de kollektive interesser for byen samt de boligmæssige forringelser som altanerne også giver har været underprioriteret i kommunens forvaltning. Arkitektforeningen København bifalder derfor initiativet til et nyt sæt retningslinjer for sagsbehandlingen.

Der har i debatten om altaner været fremsat kritik af Københavns Kommunes (KK) forvaltning, idet sagsbehandlingen har været uens fra sagsbehandler til sagsbehandler og at afgørelsen har været forskellig i situationer, som umiddelbart fremstår ensartede. Den kritik mener vi i Arkitektforeningen København (AK) baserer sig på en misforståelse. Vurderingen af arkitektur er ikke en entydig størrelse. Ønsker man i en by at prioritere arkitektonisk kvalitet, er det et vilkår at overlade visse dele af beslutningsmyndigheden til faglige skøn. Der findes ikke entydige redskaber eller teknologier som kan afklare arkitektonisk kvalitet. Med andre ord vil et krav om entydighed i behandlingen af altansager være i strid med en ambition om arkitektonisk kvalitet i byudviklingen.

Faglig basis for flere individuelle vurderinger af sager, der strider mod de generelle retningslinjer

Ovenstående forhold er ikke lig med vilkårlighed i sagsbehandlingen. Arkitektfaglige skøn udføres typisk på baggrund af specifikke kriterier, som giver retning for bedømmelsen. Det leder til en anden og for AK vigtig pointe. Vi har i arkitektforeningen mange højt kvalificerede medlemmer med ansættelse i Københavns Kommunes forvaltninger, og det er vores klare holdning, at de i disse stillinger bør have et manøvrerum for at udøve deres faglighed så det i højst mulige grad bidrager til en frugtbar, rumlig og arkitektonisk udvikling af byen. Retningslinjernes opgave er i forlængelse deraf at beskrive de kriterier, der bør lægge til grund for en faglig vurdering.

Alle arkitektoniske situationer er unikke og må behandles sådan. Generelle retningslinjer er i mange tilfælde et godt grundlag for arktektoniske skøn. Dog kan der være situationer hvor et ønske om altaner kan være værd at imødekomme på trods af, at det går imod de generelle retningslinjer. Det kan skyldes særlige forhold i den unikke situation eller at altanansøgningen indgår i arkitektonisk ambitiøse projekter med potentiale for løft af bygningens arkitektoniske udtryk. For at imødekomme denne type af situationer foreslår AK at KK opretter et altan-udvalg med kompetence til at behandle unikke sager som strider imod de generelle retningslinjer. Det vil sikre smidighed i forvaltningen af altanansøgninger, så de generelle retningslinjer netop sikrer den generelle sagsbehandling, men ikke står i vejen for særligt ambitiøse arkitektoniske renoverings- og transformationsprojekter.

Nye retningslinjer bør omfatte eftermontering af altaner på historicistiske facader, for at sikre byens arkitektoniske kvaliteter i udviklingen af byen

At byens boligmasse forandres i takt med nye betingelser og muligheder betragtes af Arkitektforeningen som både uomgængeligt og positivt. Det skal derfor understreges at nærværende høringssvar ikke er et udtryk for en generel modstand imod facadeforandringer, herunder altaner. Tværtimod vil vi både opfordre og også gerne bidrage til yderligere eksperimenter, der kan udforske udviklingsmuligheder i den eksisterende bygningsmasse. Når vi med dette høringssvar udtrykker støtte til de nye retningslinjer, skal det ses i lyset af særligt to forhold. Det ene er, at de mere omfattende retningslinjer vurderes at kvalificere muligheden for robuste, arkitektfaglige skøn i sagsbehandlingen. Det andet er, at de nuværende retningslinjer i lyset af de seneste års erfaringer lader til at være utilstrækkelige som grundlag for at sikre en arkitektonisk frugtbar udvikling af byen.

Set i et overordnet perspektiv har eftermontering af altaner forandret byens udtryk betragteligt i de seneste årtier. Anskuet ensidigt fra et byrumsperspektiv har det i meget få tilfælde været en kvalitetsforøgelse. Derimod har eftermonterede altaner frataget store dele af byens historiske boligmasse betragtelige kvaliteter. Facadeornamentering er blevet ødelagt, gesimsbånd afbrudt, murværksdetaljer fjernet og vigtige facaderytmer, som rækker langt tilbage i dansk bygningskultur er blevet obstrueret. I mange tilfælde er det blevet udført uden tanke på den enkelte bygnings fremtræden og de kollektive konsekvenser for byrummet. Standardløsninger er blevet appliceret på unikke bygningskroppe og i materialer som står i skærende kontrast til den sammenhæng, de indgår i. Det er et omfattende tab af bymæssig kvalitet som er svær at forestille sig genetableret i fremtiden.

I arkitekturen har historicismen i en lang årrække været underkendt som historisk stilperiode og betragtet som en uvæsentlig overflade. Dette syn kan meget vel være ved at ændre sig i takt med at perioden rykker på større tidsmæssig afstand. Facader, som er blevet betragtet som arkitektonisk tilfældige indgår i nye læsninger med fokus på håndværksmæssige traditioner og bygningskulturelle overlejringer, som modernismen sidenhen delvist har gjort op med. Eftermontering af altaner på historicistiske facader risikerer over tid at blive betragtet som et omfattende tab af en bygningsmasse med takt og detaljering, som ikke kan genskabes. Ødelæggelse af gesimsbånd og anden muret ornamentering, nedbrydning af facadetakt og radikale brud med historicismens materialeanvendelse er alle direkte konsekvenser af de eftermonterede altaner, der i særlig grad præger de københavnske brokvarterer. Disse forhold har været oversete i den hidtidige praksis og bør i højere grad adresseres af de nye retningslinjer. Her er det i særlig grad værd at bemærke kravet om symmetri, som er et centralt og gennemgående forhold i den historicistiske bygningsmasse.

Eftermontering af altaner må ses i sammenhæng med øvrige tiltag som har transformeret byens boligmasse. Vedrørende den enkelte boligenhed i særlig grad sammenlægning af mindre lejligheder til større enheder. Det har ændret måden hvorpå byen bruges så flere domæner af livsverdenen udspiller sig i det private hjem. Eftermontering af altaner som private uderum i direkte tilknytning til den enkelte boligenhed vil efter vores vurdering bidrage til en fortsat reduktion i byens kollektive funktioner. Det gælder for de aktiviteter der flyttes fra gårde og gader og op i den private sfære og tillige for de afledte fælles funktioner, der knytter sig til disse.

Fra boligenhedens perspektiv er den altoverskyggende negative konsekvens af eftermontering af altaner det reducerede lysindtag det medfører for ejendommens boliger. Det er synligt med det blotte øje hvor omfattende skyggevirkningen af en facadealtan er. Der har været argumenteret for, at boliger under en eftermonteret altan, som også selv får eftermonteret altan, vil genvinde en del af lysreduktionen med en altandør. Først og fremmest skal det pointeres, at det kun er en meget lille del af lysreduktionen, der genvinde her. Dernæst er det værd at bemærke at der er forskel på den beregnede og den oplevede lysmængde i et rum. I en vægflade med skygge fra overliggende altan og øget vinduesareal fra altandør vil hovedparten af lyset falde på gulvet nær ydervæggen. Det skaber kontrast imellem lyse og mørke dele af rummet og dermed en oplevelse af øget behov for kunstig belysning.

Indbliksgener fra eftermonterede altaner er en anden problematik med konsekvenser for den enkelte bolig. Det er en konsekvens som den enkelte altan-tilkøber ikke selv nødvendigvis mærker, men som de omgivende boliger betaler prisen for.

Det er i flere omgange blevet eftervist at eftermontering af altaner kan medføre betragtelige økonomiske gevinster for den enkelte beboer. Det er AK’s oplevelse at der ikke er lighed imellem idéen om en anvendelse af en altan og den reelle anvendelse af altanerne. Det leder til spørgsmålet om ansøgninger om altaner som en investering nærmere end som et ønske om egentlig boligforbedring. AK finder det uhensigtsmæssigt hvis byens udvikling drives af individers økonomiske interesser og ikke af boligmæssige kvaliteter. I direkte forlængelse af ovenstående åbner sig et spørgsmål om de negative konsekvenser, herunder økonomiske, som naboer og underboer kan opleve som resultat af eftermonterede altaner. Disse er vi ikke bekendt med er blevet undersøgt. Vi er ikke desto mindre overbevist om at et kraftigt reduceret lysindtag i en lejlighed vil medføre fald i boligens markedsværdi. Derfor bør det overvejes hvorvidt tilladelse til eftermontering af altaner bør følges af en økonomisk kompensation til dem som følgende bliver belastet på deres boligkvalitet såvel som på deres økonomi. Alternativt bør der tilføjes en retningslinje om, at der ikke kan monteres altaner ved en lejlighed, hvis ikke også lejlighedens underbo har mulighed for at få altan.

Med blik på de økonomiske interesser er det tillige et socialt aspekt som bør inddrages i overvejelserne. Udgifterne til eftermontering af altaner er af en størrelsesorden, hvor mange københavnere ikke kan være med. Der er derfor risiko for en situation, hvor lempelige regler for eftermontering af altaner tilgodeser økonomisk velstillede københavnere, mens mindre velstillede københavnere uden mulighed for at tilkøbe de komfortmæssige forbedringer alligevel må leve med de negative konsekvenser af naboernes økonomiske formåen. Også dette er et forhold som i arkitektforeningens øjne bør inddrages i overvejelserne om retningslinjer for eftermontering af altaner.

Arkitektforeningen anbefaler at sætte nyt skæringsår på den anden side af historicismen

Den københavnske bygningsmasse stammer fra mange perioder i byens udvikling. Fra et arkitektonisk perspektiv er det positivt at dette forslag til nye retningslinjer differentierer imellem bygninger fra forskellige perioder og deraf forskellige arkitektoniske stilarter. I forlængelse deraf opstår spørgsmålet om den tidsmæssige skæring af de enkelte perioder.

Der er ræson i argumentationen om ophøret af voldene som vejledende for skæringsåret for denne periode. Det sikrer i det store hele bevaringsværdien af den overvejene klassicistiske Indre By. Som argumenteret ovenfor er den tidligere skepsis overfor historicismen under forandring. Det er meget tænkeligt at perspektivet på de historicistiske brokvarterer i fremtiden kan blive værdsat på lige fod med de tidligere perioders stilarter. Det vil dog kræve at kvaliteterne i historicismens bygninger bevares. Derfor er det AK’s oplevelse, at det fra et bygningskulturelt synspunkt vil være fordelagtigt at lægge skæringen på den anden side af historicismen ved 1920. Det vil sikre understøtte bevaringen af de gader på brokvartererne som endnu består i deres oprindelige udtryk.

Løbende opdatering af bevaringsvurderingen af bygningsmassen

Det foreslås at forbyde altaner mod gaden for bygninger med SAVE vurdering mellem 3 og 1. AK mener, at forbuddet tillige bør omfatte bygninger kategoriseret med 4 ifølge SAVE. Med denne nye funktion af SAVE må det pointeres at KK bør løfte opmærksomheden på en løbende opdatering af bevaringsvurderingen af bygningsmassen. SAVE-vurderinger er i mange tilfælde udført inden omfattende renoveringer og kan ikke nødvendigvis bruges som grundlag for en vurderings af bygningen i dag. Der kan være udført skæmmende renoveringer eller renoveringer som har løftet bygningernes arkitektoniske udtryk. En forvaltningspraksis som den foreslåede kræver derfor en mere præcis monitorering af bygningsmassens bevaringsværdier ved hjælp af SAVE. Konkret foreslår AK at bygningers SAVE-vurdering altid tages til eftersyn i forbindelse med ansøgning om altaner. Eftersynet skal vurdere om der bør gennemføres en ny SAVE-vurdering inden der sagsbehandles på ansøgningen om altaner.

Støtte til at skærpe retningslinjerne for altaner mod gården

Arkitektforeningen støtter forslagene til skærpede retningslinjer for altaner mod gården som beskrevet i det fremlagte forslag. Særligt i forhold til punkt ’3.1.1. Altandybde mod gården’. Det er Arkitektforeningens opfattelse at anvendelsesmuligheder ved selv en relativt smal altan som de 30 cm undervurderes. Anvendelsen af altaner til ophold er kun en meget lille del af altanernes funktion. De anvendes stort set kun om sommeren og selv om sommeren er den reelle opholdstid op altanerne meget begrænset. Det gælder dog ikke de lysmæssigt negative konsekvenser af altanernes, som påvirker boligkvaliteten hver dag, hele året rundt. Altanernes langt overvejende anvendelse til opbevaring af malerudstyr, storskrald, køling af øl og sodavand, rygning eller barnevogn kan imødekommes af selv temmeligt smalle altaner.

Arkitektforeningen støtter forvaltningens forslag vedrørende begrænsning af altaner i stueetagen. Angående direkte udgang til gårde er det værd at bemærke den domesticering det medfører af gårdarealet. Det kan virke intimiderende at benytte et område som er præget af enkelte beboeres private ejendele og i øvrigt hvor der er direkte indblik til privatboligen igennem en altandør.

Arkitektforeningen støtter forslaget til stramning af tilladelser til altaner i tagetagen, således at disse ikke må udkrage over bygningens gesims.

Med venlig hilsen

Lokalafdeling København

Arkitektforeningen