Huset blev et helle

I september sidste år blev der udbetalt restskat i den østgrønlandske by Tasiilaq, og i kølvandet fulgte en social katastrofe. På kort tid fulgte massiv druk og gadeuorden, to selvmord, en voldtægt, og hele 15 husspektakler, hvor også børn var involveret. Og byens sygehus blev så overvældet, at politikerne endte med at indføre et midlertidigt stop for al salg og udskænkning af stærk alkohol.

Den tragiske begivenhed fandt sted blot få uger inden indvielsen af Igdlo – et nyt, arkitekttegnet ungdomskulturhus i Tasiilaq, som er den ene af blot to byer langs den 3000 kilometer lange østkyst. Byen ligger midt i storslået natur, men er også tynget af massive sociale problemer, og hvert andet barn har en socialsag ved kommunen.

“Det hele var meget voldsomt, men for mange blev huset et helle, og det var her byens unge søgte hen,” fortæller arkitekt MAA Sophus Søbye og fortsætter:

“Da jeg selv ankom til Grønland kort tid efter, blev jeg glad for at se, at huset var i gang, og at der var folk fra morgen til aften – ikke på en påtaget måde, men stille og roligt. De unge hang ud i små grupper eller spillede kort. De var der bare, og det var helt tydeligt, at her var et hus med et behov. Det rørte mig.”

Danske og grønlandske fagfolk har arbejdet tæt sammen om projektet, som også havde til formål at løfte niveauet i det grønlandske fritidsbyggeri, der i dag primært består af standardiserede haller og forsamlingshuse. Målet var at skabe et lokalt forankret hus med afsæt i de unges ønsker og behov.

Netop de unge udgør i dag mere end en fjerdedel af byens cirka 2100 indbyggere, og de har i den grad manglet et sted at være, som ikke omfatter alkohol eller organiseret sport. Det har de fået nu.

I Igdlo kan man mødes om at være ung. Her kan man fordybe sig i en blanding af nye og traditionelle grønlandske kulturaktiviteter. I værkstedet kan man bygge kajakker og hundeslæder. Man kan sy, male, spille spil – eller blot være sammen. Husets biograf er møbleret med grønlandske hundeslæder. Og lige nu er en af de mest populære aktiviteter for pigerne at ordne negle.

Teksten fortsætter længere nede.

Brugerne var med fra starten

Tasiilaq ligger i et område af Grønland, hvor man er vant til, at forskellige fagfolk kommer til i en kortere periode, ofte med mange idéer og stor entusiasme. Men mange forsvinder lige hurtigt igen, og så er det forfra.

Derfor ville parterne bag projektet tage udgangspunkt i de unges egne ønsker og behov og forankre viden lokalt. Sammen med projektleder Anette Molbech, der har arbejdet med sociale projekter i Grønland i mange år, holdt parterne flere workshops med de unge, talte med dem om deres drømme og tog på ture ud i naturen:

“Når vi taler social bæredygtighed, demokratisering og processer om at involvere, er det vigtigt, brugerne er med tidligt, både i programfasen og meget gerne også i designfasen,” siger Jakob Færch.

Han er udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, som har været med til at udvikle og finansiere projektet. I processen blev det klart, at mange grønlandske unge savner en identitet og føler sig rodløse. Med globaliseringen er mange traditioner og kundskaber gået i glemmebogen, og kun få i den unge generation kan jage, padle i kajak eller arbejde med eksempelvis slædebygning eller benudskæringer.

“Vi fandt ud af, at de unge ønskede sig et sted, der var bygget til dem, på deres præmisser, og at der er en stor lyst til at kaste sig over værdibaserede aktiviteter, som er koblet til kulturen og derfor rammer dybere end fx håndbold eller andre idrætsaktiviteter gør. Identitet er grundstammen, og den skal vi bruge som løftestang for den næste generation,” uddyber Jakob Færch.

Værtsskab er afgørende

Mindst lige så vigtigt er, at stedet afhjælper nogle af de meget konkrete og virkelighedsnære problemer, som tynger hverdagen hos byens unge. Derfor er alkohol bandlyst i huset. Og fordi mange ikke får mad derhjemme, har køkkenet fået en fremtrædende plads. Huset er indrettet, så man træder direkte ind i et rummeligt fælleskøkken. Her kan man brygge sig en kop kaffe, og to gange om dagen sørger stedets ansatte for, at der bliver lavet mad – ofte med de unge selv ved gryderne. De fysiske rammer gør det ikke alene. Værtsskab må der til.

“Arkitekturen kan skabe tryghed, velvære og inspirere til forskellige typer af aktiviteter, men i sidste ende skal der være nogen, som inviterer indenfor, byder på mad og faciliterer de forskellige aktiviteter,” fastslår Jakob Færch og tilføjer:

“Vi er meget glade for, at kommunen støtter huset med ressourcer og opmærksomhed. Der er tre ansatte, en god driftsøkonomi og mulighed for at købe ting ind og sætte aktiviteter i gang. Man skal ikke melde sig ind i en klub for at være med, alle er velkomne. Og det er simpelthen afgørende, hvis projektet også skal være en succes på den lange bane.”

Byggeri i samklang med den lokale viden

Det arkitektoniske greb forener grønlandsk viden med nordiske traditioner. Igdlo er udviklet i et samarbejde mellem Sophus Søbye, som var projekterende, mens den lokale tegnestue Titarneq og Rambøll Grønland bidrog med viden om byggeteknik i Arktis.

Huset er bygget oven på fundamentet af et nedrivningsmodent, halvråddent kontorbyggeri, og det er opført i DC-elementer – et uorganisk materiale, som er holdbart og ikke rådner og derfor ofte bruges til køle- og fryserum. Materialet egner sig godt til byggerier i det arktiske klima, da man dermed undgår skimmelsvamp, som er et stort problem i Grønland, forklarer arkitekten:

“Det er vigtigt bygge i samklang med – og respekt for – den lokale viden. Jeg havde ikke bygget med DC-elementer før, men det har de i Grønland. Det er holdbart, tæt og kan bygges på kort tid, og det er smart, fordi man har et relativt kort vindue til at bygge i. Der er ikke adgang til særligt mange forskellige lokale materialer, så vi kunne ikke bygge med fx forarbejdede sten eller træ i særlig høj grad,” siger han og tilføjer, at særligt designede skodder skal være med til at redde vinduerne fra den knastørre og meget kolde vind, piteraquen, som undertiden rammer østkysten.

Teksten fortsætter længere nede.

En markør

Indenfor er væggene beklædt med gran, farvede gulve med gulvvarme, så man kan gå på strømpesokker og sidde på dem. Akustikken er behagelig. Huset er åbent og transparent, så man hele tiden kan orientere sig på tværs og være en del af fællesskabet, samtidig med at små nicher og kroge giver mulighed for, at man også kan trække sig lidt tilbage. Og så er der udsigten, som nu rammes ind af store vinduespartier:

“Huset ligger jo vanvittigt smukt med udsigt over fjorden og Blomsterdalen. Grønlænderne er meget stolte af deres land og naturen, men når man hver dag er omkranset af storslået natur, kan man godt glemme at lægge mærke til den. Derfor har vi forsøgt at indramme udsigten og storheden, så man kan betragte den på en ny måde fra vinduet ved husets loungeområde – og vi kan se, at området er et sted i huset, hvor brugerne gerne vil være. Der er altid nogen, der sidder her og kigger ud.”

Nærmer man sig huset udefra, passer det ind i det omgivende miljø. Men det skiller sig også ud. Tasiilaqs huse har skrå tage, så sneen kan glide af, men med Igdlo er taget udformet med et to-sidet fald. Som en firkant, der er trukket opad i det ene hjørne.

“Det ligner lidt toppen af et isbjerg og markerer sig på den måde lidt i landskabet,” forklarer Sophus Søbye og tilføjer så: “Huset passer ind i bybilledet, men har også sin egen karakter. Jeg håber, det signalerer ‘kom herhen’ til de unge. At det er deres hus.

Lokale og Anlægsfonden, 15. Juni Fonden og Kraemers Grønlandsfond står med Kommuneqarfik Sermersooq bag projektet. Det social-kulturelle projekt ’Fremtiden tilhører os – Siunissaq uagut pigaarput’ – støttet af Bikubenfonden – har drevet idéerne til huset frem med de unge.