Eksisterende byggeri: Forén vækstlagets viden og de store tegnestuers muskler

At bygge nyt fra grunden og sætte sit eget kunstnerisk aftryk har i århundreder været en del af arkitektens selvforståelse. Men i dag, hvor hver en matrikel i de store byer er bebygget, og langt de fleste har erkendt, at byggeriet skal nedsætte sit CO2 aftryk markant, har det eksisterende byggeri fået ny opmærksomhed. Blandt mange væktlagstegnestuer er bevaring og genanvendelse af bygninger og bygningsdele blevet den naturlige vej at gå. Men står det til Ida Lindberg, skal landets store arkitektvirksomheder følge samme vej.

”Når vækstlaget taler mest højlydt om bevaring, er det fordi, de kommer fra de årgange, hvor arkitektskolerne har haft et visionært fokus på netop det. Den mere tunge del af arkitektbranchen har forståeligt nok ikke omstillet sig endnu. Det skyldes blandt andet, at myndighedsbehandling, certificeringsordninger og bygningsreglementet stadig tager afsæt i nybyg,” siger hun og tilføjer:

Men det er også det ideal og de kompetencer, de store arkitektvirksomheder har opbygget deres forretning omkring. Så selvom flere i dag løser transformationsopgaver, fortsætter de forståeligt nok med det, mange bygherrer efterspørger. Nemlig nybyggeri, uddyber hun.

Vi har brug for incitamenter

Forandringen skal både komme fra faget selv og gennem de rammebetingelser, som byggeriet fungerer under, mener Ida Lindberg.

”Lige nu”, siger hun, ”famler vi os lidt frem og prøver at finde fodfæste: Jeg oplever generelt, at folk enormt gerne vil forandringen, men at mange måske stadig er en smule hæmmede af, at de ikke har erfaringerne eller redskaberne. Selvom vi ønsker os, at der bliver skruet op for transformation, er det også en tilvænningsproces, hvor vi som branche skal gøre tingene på en helt anden måde – eller i hvert fald have et andet perspektiv”.

Det kræver en større omstilling, som bygger på lige dele åbenhed og videndeling i branchen og flere incitamenter, både gennem lovgivning og certificeringsordninger, understreger hun:

”I forhold til lovgivningen kunne man f.eks. kigge på, hvordan man kan favorisere omdannelse af det eksisterende byggeri gennem lempelser i myndighedsbehandlingen – eller man kunne åbne op for flere præaccepterede løsninger”.

Og så er der certificeringsordningerne, som er en af Ida Lindbergs kæpheste: ”De certificeringer, der findes i dag for renovering og transformation, bygger på dem, der er lavet til nybyg. Det betyder, at vi nogle gange er nødsaget til at lave ret drastiske tiltag og udskifte eksisterende bygningsdele, selvom det er langt mere fornuftigt at bevare det, der allerede er. Det er jo uhensigtsmæssigt”, konstaterer hun og fortsætter:

”Jeg har hørt, at der er nye ordninger på vej i forhold til renovering og transformation, men jeg ville ønske, at der generelt var lidt mere åbenhed omkring de processer, der er i gang. For som hun siger, ”så ville vi ikke bruge så meget krudt på at efterlyse noget, der er på vej, men bidrage konstruktivt til udviklingen.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Et udvidet kulturarvsbegreb

Ofte kommer debatten om bevaring af det eksisterende byggeri til at handle om bæredygtighed og CO2. Men for Ida Lindberg er det vigtigt, at debatten om bevaringsværdighed ikke altid smelter sammen med bæredygtighed.

Selv deler hun det eksisterende byggeri op i tre kategorier: De fredede bygninger, de bevaringsværdige bygninger, som er kategoriseret under save-systemet, og de ikke-kategoriserede bygninger. Under de ikke-kategoriserede bygninger hører den store ejendomsmasse fra 50’erne, 60’erne, 70’erne, som mange i dag har svært ved at se skønheden og brugsværdien i.

”Indimellem taler vi om bevaringsværdige bygninger, som noget, der næsten lige så godt kunne fredes – det tror jeg vil underminere fredningsbegrebet. Der er nødt til at være et klassificeringsbegreb, som SAVE-ordningen,” slår hun fast.

I dag anbefaler Slots- og Kulturstyrelsen, at kommunerne laver bevaringsplaner for deres bygninger helt frem til 1970 og måske endda til 1980. Men problemet er, ifølge Ida Lindberg, at retningslinjerne ikke er effektueret i kommunerne, og det får ikke kun konsekvenser for miljøet:

”I øjeblikket er vi i gang med at nedrive noget, vi måske om 20 år vil kalde for bygningsarv. Så det at få begrebet bygningsarv bredt ud – og nå en fælles forståelse af, hvad, der kvalificerer sig som bevaringsværdigt –er en vigtig debat”.

Spurgt til, hvad Ida Lindberg selv mener gør en bygning bevaringsværdig i dag, svarer hun: ”Vi skal transformere og genbruge det bedste – og gerne starte med at transformere os selv og vores professionelle praksis og idealer”.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hendes egen tegnestue, Over Byen Arkitekter, arbejder systematisk med redskaber som bygningshistoriske redegørelser og værdisætning for at finde ind til det bevaringsværdige. Her kigger de blandt andet på tidsperioden og om bygningen har noget kulturhistorisk i sig, for eksempel som forgænger for eller en markør på originalitet for tiden, den er bygget i – enten i facaden, rummeligheden og/eller materialerne.

”Men værdien ligger også i det immaterielle – både det sanselige og det oplevede, samt den historisk forankrede bevidsthed og erindring, og betydningen for stedet. Og selvfølgelig er bæredygtighed også et parameter,” forklarer hun.

Flere af vores kunder efterspørger eksisterende byggeri

Selvom mange bygherrer kommer med en forestilling om at få et spritnyt, moderne byggeri, lykkes det stadig oftere Over Byen Arkitekter at overbevise om at vælge de eksisterende ejendomme til:

”Tidligere oplevede vi ofte at blive diskvalificeret, når vi vendte det hele på hovedet. Det synes jeg i mindre udstrækning, vi gør nu”, fortæller Ida Lindberg:

”Vi mærker helt klart at der er sket en udvikling, og at vi får mange flere henvendelser. Det kan selvfølgelig være, at det er fordi, vi har slået os bedre fast i bygherrernes bevidsthed. Men jeg kunne godt håbe, at det er fordi, der er blevet mere opmærksomhed på bevaring af det eksisterende også i en konkurrencesammenhæng.”

De yngre og de mere veletablerede kompetencer bør løfte dagsordenen sammen

Det bringer Ida Lindberg tilbage til udviklingen i branchen. For én ting er, at lovgivningen og reguleringerne halter bagefter. Men branchen selv bør også blive bedre til sammen at skubbe til udviklingen mod mere transformation frem for nybyg sammen. dele viden og kommunikere om de tiltag, der er i gang – også selvom man endnu ikke er helt i mål.

”Får vi en større gennemsigtighed på tværs af branchen, ved vi, hvad vi kan forvente af hinanden og hvornår. Jeg oplever ikke en mangel på vilje. Folk arbejder hele tiden på at tilpasse kompetencerne, redskaber og reguleringsmekanismer, men vi kan næsten kun gøre det for langsomt. Det gælder også i vores indstilling og forståelse,” siger hun og kommer med en udgangsbøn:

“Det ville være fantastisk, hvis nogle af de store tegnestuer gik foran og omstillede sig til at arbejde med det eksisterende. For de store virksomheder har nogle helt andre muskler, end de små. De har erfaringerne med mange forskellige typer bygherrer og den kompleksitet, der ligger i de store projekter. Hvis man kobler dét med det nye syn på bæredygtighed og det eksisterende byggeri, som de yngre arkitekter kommer med, tror jeg, vi vil se nogle meget interessante projekter og få nogle meget interessante diskussioner om bevaring.”