Billetterne blev revet væk, og ventelisten var lang. Derfor ankom folk i god tid for at sikre sig en plads til Jens Thomas Arnfreds festforelæsning på Johan Borups Højskole fredag aften, hvor han modtog Arkitektforeningens Æresmedalje. Og forventningerne blev mere end indfriet på de små to timers tour de force gennem arkitektens værker og livseventyr, akkompagneret af pianisten Carsten Dahl.
Jens Thomas Arnfred blev tildelt Æresmedaljen af Johnny Svendborg, forperson for Arkitektforeningen. Med Æresmedaljen følger et livsvarigt æresmedlemsskab af foreningen. Foto: Jonas Petri, Arkitektforeningen.
Salen summede af forventningsfuld stemning på Johan Borups Højskole, og snakken gik mellem gamle kolleger, venner og fans, inden aftenens hovedperson Jens Thomas Arnfred kom på scenen med sin ur-opførsel af det, man måske kan kalde fortællingen om hans livsværk.
En forelæsning i otte dele, som hver især startede med en oplæsning, af såkaldte ”epistler”, der bød på eftertænksomhed, indignation, opråb, drømme og kærlighed til arkitekturen, samfundet og livet – alt det, som har kendetegnet arkitektens mangeårige virke.
De otte epistler blev undervejs akkompagneret af kunstneren og pianisten Carsten Dahl, der på fineste vis understøttede oprøret, vitaliteten, kærligheden og poesien i Jens Thomas Arnfreds virke.
Teksten fortsætter længere nede.
Jens Thomas Arnfred i epistel IV, Vækst og Misvækst
Jens Thomas Arnfred i epsitel III. Skønhed
Gennem aftenen bjergtog Jens Thomas Arnfred sit publikum med en tour de force gennem otte udvalgte værker af Vandkunsten, hvor han generøst delte ud af alt fra overvejelser om snittegninger i 1:20 og æstetik til anekdoter, selvrefleksioner – og ikke mindst anerkendende ord om hans tidligere partnere Svend Algren, Michael Sten Johnsen og Steffen Kragh samt Pernille Schyum Poulsen, Jan Albrechtsen, Flemming Ibsen og Søren Nielsen, der gennem tiden har tegnet Vandkunsten.
Indimellem de mange smukke billeder af Vandkunstens værker, tegninger og diagrammer, som var blæst op på en skærm, der næsten fyldte halvdelen af rummets bredde, fik vi et indblik i Jens Thomas Arnfreds opvækst gennem billeder af mor, far og de syv søskende, han voksede op med, under det, han med taknemmelighed beskrev som de omgivelser, han er støbt ud af.
At Jens Thomas Arnfred var blandt venner var tydeligt at mærke, også da Arkitektforeningens forperson Johnny Svendborg kom på scenen og gav arkitekten nogle både fagligt og personligt anerkendende ord med på vejen, inden han fik overrakt foreningens Æresmedalje.
Et lille uddrag herfra lød:
“Du er allevegne i vores fag, og det eneste omkring dig som ikke findes… det er ligegyldigheden. Du formår som ingen anden – med dine ord og dine streger, med dit mod og din kærlighed til faget – at insistere på det meningsfulde og vrænge af det ligegyldige. Jens Thomas: du er min kollega og ven – du er fagets store humanist. Du har allerede inspireret en generation eller to… lur mig om ikke det fortsætter…I dag er du æresmedlem af Arkitektforeningen. Tillykke med Æresmedaljen!”
Egentlig havde Jens Thomas Arnfred forberedt ni epistler, men valgte på aftenen at udelukke, det han kaldte ”Fis og ballade”, hvorfra han selv fremhæver ordene:
‘…længsler efter et bedre samfund kan ikke downloades fra nettet….’ (VIII Fis og ballade)
Festforelæsningen på Johan Borups Højskole omfatte 9 manifester (også omtalt som “epistler”), 4 musikalske replikker af Carsten Dahl, samt 8 udvalgte projekter.
“Epistlerne”
I. Vi har kun jorden til låns
II. Det almene og det alment gyldige
III. Skønhed
IV. Vækst og misvækst
V. Kontroltabets velsignelser
VI. Den skrøbelige bygningskunst
VII. Fis og ballade
VIII. Oh Danmark
IX. Det åbenlyse sceneskift
