Opgør med konkurrencekulturen: "Vi har brug for en systemforandring"

I 1992 skete der noget markant i den måde, vi håndterer offentlige byggeprojekter på i Danmark og EU.

Eller som arkitekt MAA Anders Holst Jensen udtrykker det: ”Der er et før og et efter Tjenesteydelsesdirektivet.”

Sagen kort: Før det skelsættende år blev alle skattefinansierede projekter fra plejehjem til folkeskoler udbudt som åbne, anonyme arkitektkonkurrencer. Formålet var ”arkitektonisk kvalitet”, og det var også eneste tildelingskriterium i bedømmelsen, som kvalificerede fagdommere tog sig af. Pris, tid og organisationsstruktur var irrelevant, og lidt forenklet kunne man vinde en konkurrence på bagsiden af en serviet. Arkitekterne konkurrerede heller ikke på honorarets størrelse, for det blev fastsat i overensstemmelse med gældende aftaler.

Da reglerne blev ændret, skulle alle offentlige projekter over et vist beløb udbydes som konkurrence. Konkurrencen var nu et mål i sig selv, og samtidig steg kravene til blandt andet referencer og økonomi. Antallet af tildelingskriterier røg i vejret, og det samme skete for transaktionsomkostningerne.

”I dag handler konkurrencen kun om økonomi, for den billigste pris afgør, hvem vinderen er. Konkurrenceprogrammet har fået karakter af et juridisk dokument, detaljeringsgraden er enorm, og der skal ofte leveres kontraktydelser – samtidig med at der blevet mindre plads til visionerne,” siger arkitekt MAA Anders Holst Jensen.

Sammen med David Ploug, der er partner i JJW Arkitekter, er han aktiv i debatten om den nuværende konkurrencekultur, som de to arkitekter mener spænder ben for arkitektur, bæredygtighed og innovation og hæmmer nye tegnestuers muligheder for at vinde fodfæste på markedet. Den økonomiske risiko bæres i første omgang af arkitektrådgiverne, men i sidste ende lander regningen hos kunder og samfund – i form af manglende værdiskabelse, siger de.

Så hvordan ændrer vi status quo? Vi har mødt Anders Holst Jensen og David Ploug til en snak om, hvad der skal til.

Hvad er hovedproblemet, som I ser det?

”Når vi kritiserer udviklingen, er det ikke, fordi det er synd for arkitekterne. Vi erkender, at vi ikke kommer tilbage til en tid, hvor vi kun konkurrerer på arkitektur. Men vi tillader os at spørge, om vi ikke kan skabe en mere enkel konkurrenceform? En konkurrenceform, som ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå arkitektonisk kvalitet og øget bæredygtighed. Som underlægger sig klodens kriser og skaber rum for, at vi kan undersøge og udfordre den konkrete opgave, før vi kaster os ud i ressourcekrævende løsninger,” siger David Ploug, og han uddyber:

“Alt andet lige har vi ikke brug for mere nyt byggeri fra den samme skuffe. Tværtimod skal vi åbne løsningsrummet for mere bæredygtighed og innovation. Men som konkurrencen er skruet sammen i dag, er svaret givet på forhånd, og ingen reflekterer over, om det er den rette problemformulering. I praksis betyder det, at du erklæres ukonditionsmæssig, hvis du kommer med et bud, som potentielt er mere værdiskabende end det, der er udbudt.”

Anders Holst Jensen og smider et konkret eksempel på bordet: “Hvis en kommune udbyder opførelsen af en ny skole på 10.000 kvadratmeter, er det ikke muligt at anfægte den præmis. Men hvad nu hvis 8000 kvadratmeter skole var nok? Eller hvis der i kommunen var en gammel svinestald eller et elværk, som kunne bruges i stedet for?” spørger han retorisk.

Falsk tryghed

At konkurrencekulturen har udviklet sig, som den har, er hele branchens ansvar, mener de to arkitekter. Det gælder både for bygherrerne, som søger at sikre sig via skærpede krav og detaljerede byggeprogrammer. Men også for arkitekterne, som accepterer konkurrencens ofte urealistiske grundlag og overleverer i jagten på den næste opgave.

Pilen peger på alle, og problemerne er viklet sammen i en grad, så man, hver gang man nærmer sig løsningen på ét problem, møder 10 nye: Hvad er kvalitet i byggeriet i det hele taget? Hvordan sammenligner man tilbud, hvis det ikke kun er billigste indkøbspris, men også driftsomkostningerne, der konkurreres på? Hvad med ansvaret, hvis byggeriet ikke lever op til det forventede? Og hvordan udmøntes begrebet værdibaseret honorering i praksis?

Teksten fortsætter længere nede.

Så hvad skal der til efter jeres mening?

”Vi mener ikke, vi kan komme i mål ved at skrue lidt her og der, men at der er brug for en systemforandring. Alle parter skal turde at slippe kontrollen en smule. Det kræver tillid hele bordet rundt. Vi skal arbejde på at forstå hinandens forretning og interesser. Men tillid fordrer en ny kultur og samarbejdsadfærd, som jo også er noget af det sværeste,” siger Anders Holst Jensen og slår til lyd for flere længerevarende, tillidsbaserede samarbejder i stil med Københavns Kommunes TRUST-projekt.

David Ploug uddyber: ”Vi skal skaffe mere plads og tid i processen – til at blive klogere, før vi tegner. Bygherren vil selvfølgelig sikre sig, og derfor vokser kravene til afleveringer og referencer med videre. Byggeri er risikofyldt, og det er umuligt at tage højde for alle potentielle problemer. Men de mange krav giver en falsk tryghed, som de massive udfordringer med super-sygehusene også viser.”

Vi skal leve med risikoen

Men hvis vi skal acceptere, at vi ikke ikke ved det hele, når konkurrencen afleveres, hvordan kan vi så leve med risikoen og håndtere de fejl, som opstår?

”For det første skal vi nok snarere kalde det for læringer og ikke fejl. Men når det er sagt, er der heldigvis en gryende opmærksomhed på, at problemerne nok skal komme – i ethvert byggeri. Risici findes og må håndteres,” siger David Ploug og efterlyser en større accept af usikkerhed som en grundvilkår. I stedet går vejen til bedre håndtering via ændrede processer og samarbejdsmodeller, mener han.

Konkret ønsker de to arkitekter sig flere to-trins-konkurrencer, hvor første runde går til en kritisk analyse af business-casen og selve problemformuleringen. Der er brug for en second opinion, både om det betimelige i overhovedet at bygge, men også for at undersøge mere bæredygtige alternativer, så tidligt som muligt, inden de prækvalificerede hold kaster sig ud i at tegne konkrete løsningsforslag, siger de.

”Men helt overordnet skal vi have en ny konkurrencemodel, som i højere grad end nu, tager udgangspunkt i samfundsfællesskabets behov. For eksempel vores fælles behov for at løse klimakrisen. Konkurrencen bør favne kompleksiteten, være holistisk og bygge på viden, tillid og systematisk håndtering af risiko. En risiko, som må håndteres af fællesskabet og herunder også af os arkitekter,” siger Anders Holst Jensen.

Som bekendt er det lettere at handle sig ind i en ny tænkning, end det er at tænke sig ind i en ny handling. Så hvem skal gå forrest og tage teten, så vi får den nye kultur, alle efterlyser?

”Alle skal ændre adfærd og blive bedre til at lytte, forstå, tage ansvar og udfordre,” siger David Ploug og giver et bud på et første skridt:

”Vi i arkitektstanden kunne begyndte med at lave en vejledning til branchen, som tager udgangspunkt i klima- og biodiversitetskrisen – det kunne fx være i regi af Arkitektforeningen. Det er os arkitekter, der har det mest favnende blik på hele processen og kender konsekvenserne for kloden, og det forpligter. Vi har ikke råd til at lade være.”