15 kommuner har fået en arkitekturpolitik siden vi startede vores indsats, og alle skal med

Da Lars Autrup tiltrådte som direktør i Arkitektforeningen i 2018, havde han længe barslet med ideen om at igangsætte et projekt for at udbrede kommunal arkitekturpolitik i det ganske land. I dag er det en vægtig del af foreningens politiske arbejde. Her fortæller han, hvorfor det er blevet en mærkesag for foreningen, om de reaktioner han møder, og hvad foreningen gør for, at kommunerne kan se værdien i at få en arkitekturpolitik.

Hvorfor skal kommuner have en arkitekturpolitik?

”Kommunerne kan gøre rigtig meget for at løfte den arkitektoniske kvalitet og påvirke byggeriet i en god retning.

Man kan ikke sidde på Christiansborg og regulere, hvordan arkitektur skal være ude omkring i landet. Det er de regionale betingelser og de helt lokale rammer og vilkår, der er afgørende for, hvad og hvordan der bygges. Derfor er det vigtigt, at kommunerne tænker over, hvad der er kvalitet for dem. Det skal de forholde sig til, når de laver en arkitekturpolitik og bruger den aktivt. Det har stor betydning for arkitekturen i den givne kommune.”

Hvad er dit budskab, når du møder kommunerne?

”Når vi tager på besøg i kommunerne, handler det om at skabe bevidsthed om, hvad arkitekturpolitik er for et redskab, hvad det kan bruges til, og hvorfor det er vigtigt.

En vigtig lære fra vores tidlige arbejde er, at så snart vi nævner ordet arkitekturpolitik, så er der nogle kommuner, der tænker, at det har noget med store nye kulturhuse at gøre, og det koster penge. Men taler vi om bosætning og liv i bykernerne eller om læring i stedet for at tale om en flot ny skole, så er de helt anderledes opmærksomme. Så vi skal forstå, hvad der ligger dem på sinde og byde ind med vores viden om, hvordan arkitekturen kan være med til at løse deres udfordringer.

Mange steder kæmper med de samme problemer, men de taler ikke sammen. Derfor spiller vi også en vigtig rolle som dem, der bringer viden ind fra andre kommuner.”

Hvem taler du arkitekturpolitik med?

”Det kan være borgmestre og byråd, men vores faglige konsulent Katrine Østergaard og jeg har også deltaget på større borgermøder og -workshops. Og så deltager jeg ved udvalgsmøder i teknik- og miljøforvaltningerne eller by- og kulturforvaltningerne, hvor jeg taler om arkitekturpolitik og arkitektonisk kvalitet. Det lærer jeg selv meget af.”

På udvalgsmøderne sidder mennesker med hænderne nede i dejen. De giver modstand, hvis det virker lidt for let og postulerende, når jeg kommer og siger, at kvaliteten er vigtig, hvis man vil sin kommune. Så kommer de med deres virkelighed og siger: ”Vi har svært ved at få pengene til at hænge sammen, så når der kommer nogle udviklere og vil bygge, er vi nødt til at danse lidt efter deres pibe. Ellers sker der ikke noget her.”

Derfor starter jeg altid møderne med at efterlyse det, vi kalder ’kommunal selvtillid’. Vi efterlyser, at kommunerne arbejder bystrategisk, og at de ikke bare betragter al vækst som positiv vækst. I stedet bør de spørge sig selv, hvordan de investeringer, der lægges i byen, giver mest kvalitet til borgerne og kommunen. Så bliver det en kvalificeret diskussion om, hvad det er for nogle byer og samfund,0 vi gerne vil have. Og det rykker ved noget.”

Hvilke temaer er kommunerne optaget af?

”De er tit optaget af det samme. For det første er der vores bymidter, som er under forandring, fordi handelslivet flytter online og mindre butikscentre og discountbutikker samler sig i byernes udkant. Det er en kæmpe udfordring.

For det andet er der bosætningen. Mange kommuner oplever for eksempel, at de lidt ældre parcelhusområder ikke virker så attraktive for de nye generationer. Så hvad skal der egentlig ske med dem? Og hvordan sikrer man en kvalitativ udvikling af de områder og samtidig bevarer de kvaliteter, som de jo har?

Der er også mange, der oplever, at der kommer en udvikler, som vil bygge højt midt i en by af mere eller mindre historisk karakter. I det hele taget fylder diskussionen om kulturmiljøerne meget. Det er en utrolig stærk driver for interessen for arkitekturpolitik, fordi det samler folk. Her er det vigtigt, at vi peger på kulturmiljøerne og åbner flere kommuners øjne for, at de har noget, der er værd at bevare – selvom det måske hverken er arkitekttegnede eller fredede bygninger. Det er enormt vigtigt, så de passer på det i tide – både for vores kulturarv og set i et bæredygtigt perspektiv.

Og så er der jo den helt nye og hastigt voksende diskussion om det åbne land. Mange steder er der en kamp i gang om placering af energianlæg og spredt bebyggelse versus prioritering af natur og skovrejsning. Det er en kæmpe konflikt, og den vil kun blive større.”

Hvad er den største skrøne om arkitekturpolitik, du møder?

”Det er en myte, at arkitekturpolitik er for de store, stærke kommuner men svært for landkommunerne. Der findes gode eksempler på både god arkitekturpolitik og bystrategisk arbejde i områder, hvor der ikke er vildt mange penge. Vi gav jo for eksempel vores borgmesterpris sidste år til Faaborg-Midtfyn Kommune, som har formået at vende en udvikling med mange nedslidte provins- og landsbyer og stor fraflytning til en attraktiv by- og landkommune. Blandt andet fordi de har en klar strategi og politik for, hvad der skaber kvaliteten de enkelte steder.

Der kan selvfølgelig være landkommuner, hvor det ville være helt umuligt at få vedtaget en arkitekturpolitik, fordi det lyder dyrt og fint. Men en strategi for kvalitet i det byggede miljø kan man godt få igennem. For mig er det ikke vigtigt, at det hedder en arkitekturpolitik, bare man arbejder strategisk med udviklingen.”

Ser du en kobling mellem nationalarkitekturpolitik og arkitekturpolitik i kommunerne?

”Som sagt er det grundlæggende set i kommunerne, at den arkitektoniske kvalitet finder sted. Jeg håber, at den forståelse også kommer til at skinne igennem i den nye nationale arkitekturpolitik, så den i højere grad end de tidligere kommer til at understøtte den kommunale indsats. Det kan gøres på mange måder. For eksempel kunne den nationale arkitekturpolitik bidrage til, at der kommer mere viden ud til kommunerne. Lige nu er der ikke anden videndeling mellem kommunerne, end den vi faciliterer. Man kan også gå ind og sige, at der skal være arkitektfaglig kompetence til stede kommunalt, der kan understøtte kommunerne til at udvikle eller forny deres arkitekturpolitik. Her kunne man for eksempel lade sig inspirere af Sverige, hvor de har en rigsarkitekt, som ligesom politiets rejsehold har nogle eksperter, der kan tage ud og hjælpe lokalt.

Det vil for mig være en stor sejr, hvis vi med den hvidbog, vi sidder og arbejder med i ekspertgruppen lige nu, kan bidrage til, at det sker. For som sagt, så mener jeg ikke, at det er inde på Christiansborg, at man sidder og styrer og regulerer den arkitektoniske kvalitet i kommunerne. Det skal ske lokalt.”