KLUMME: ”Byg ikke der, hvor bonden vil sælge”

Det forgangne år satte flere bemærkelsesværdige rekorder på klimafronten. 2023 blev blandt andet det vådeste år nogensinde målt i Danmark. Flere steder faldt der mere end en meter regn, og nyheder om private boligejere, der står i vand til knæene, høst, der slår fejl på grund af oversvømmede marker – og veje, stier og kloakker, der løber over, er næsten blevet hverdagskost.

I Aarhus hvor jeg bor, har Brabrandstien længe været oversvømmet og forhindret folk i de vestlige forstæder i at tage den smukke cykeltur langs søen til- og fra arbejde. I begyndelsen af november måtte kommunen i al hast rive en bro ned i forstaden Viby, for at forhindre overløb af spildevand ved det lokale rensningsanlæg.

Klimaforandringerne er reelle. Det kan selv den afgående dronning skrive under på. Og faktum er, at vi ikke alene har skabt dem selv, men i stort omfang også har lagt kimen til de problemer, vi står med i dag.

Vores forfædre vidste godt, hvor man skulle bosætte sig, og hvor man ikke skulle. ”Byg ikke der hvor bonden vil sælge”, sagde man dengang. Historiske købssteder som f.eks. Viborg, Middelfart og Roskilde blev anlagt højt i terrænet og er stadig ”klimasikrede”. Men den viden, de er bygget på, har den moderne planlægning for længst lagt bag sig. I stedet har man været styret af en blind tro på ingeniørmæssige løsninger, som forsøger at regulere den naturlige hydrologi med pumper, dræn og hårde belægninger.

Men med de øgede vandmængder, er vi ved at indse, at vandet altid finder sine veje. For vand er ikke et problem i naturen. Alt liv afhænger af vand, og de mest truede naturtyper herhjemme – enge, moser og overdrev – er faktisk afhængige af overfladenært grundvand.

Andre naturtyper har også glæde af mere vand. Stort set alle skove i Danmark er drænede, men rundt om i nogle af landets statsskove, er man begyndt at lade vandet løbe frit. Og det er opmuntrende at se, hvad det skaber. Hurtigt opstår lysåbne skovsøer, små artsrige vandløb og meget mere liv i skoven. Det er en strategi, man er begyndt at anlægge flere steder i min hjemkommune Aarhus, blandt andet i Lisbjerg Skov nord for byen, hvor jeg er blevet en fast gæst. Her er spirende liv, fordi drænrørene i skovbunden er knust eller gravet op, og det døde ved får lov at ligge.

At der er brug for mange flere naturgenetableringsprojekter og strategier for en mere helhedstænkende og naturbaseret håndtering af vand er ikke til at komme uden om. Nedbørsmålingerne tegner en tydelig tendens: Vi kan forvente endnu mere vand i fremtiden. Derfor melder der sig et helt centralt spørgsmål: Hvordan vil Danmark komme til at se ud, hvis vi lod vandet løbe mere frit og vendte tilbage til en naturlig hydrologi? Hvad vil det betyde for vores bosætning, for udnyttelsen af det åbne land – og for naturen? Og hvad skal der til for, at vi kan nå dertil?

Det førindustrielle landskab, hvor vandet løb mere frit, kan vi ikke genskabe, så det korte svar er, at vi skal arbejde os frem ikke tilbage til en ny balance mellem vores natur, fødevareproduktion og bebyggelse. Det vil helt sikkert give en masse bøvl, specielt der, hvor vi selv har skabt problemerne, men ganske givet også åbne for nye muligheder. Muligheder der opstår ”ud af det blå”. Muligheder for strategisk naturgenopretning, der kobler beskyttelse med benyttelse. Udvikling af nye rekreative infrastrukturer, der hægter byerne på den omgivne natur. Nye former for fødevareproduktion, der på én gang er både naturunderstøttende og kulturbærende.

Det er de muligheder og spørgsmål, som projektet ”Vandets veje” under ”Agenda Earth” skal dæmme op for. Første skridt bliver, sammen med forskere og eksperter fra Arkitektskolen Aarhus og GEUS, at udarbejde et Blåt Danmarkskort.