Tulinius Lind skaber enkel arkitektur, der holder i længden

Reolvæggen hos Tulinius Lind kunne stå på enhver tegnestue og så alligevel ikke. For bogkasserne, der er tegnet af arkitekterne selv, har ingen sider, men stabiliseres bare af en fast bagplade. Og selv om kasserne kan kombineres, stables og hænges på utallige måder, er resultatet altid det samme: enkelt og rent.

Det er ikke tilfældigt. For tegnestuen, der til daglig holder til i et tidligere butikslokale midt på Frederiksberg, hylder enkelheden i sin yderste potens. Både når projektet er et bibliotek, en garage, tilbygningen til en middelalderkirke eller – som her – et reolsystem.

”Hvad enten projektet er lille eller stort, er vores tilgang den samme. Vi prøver altid og med alle midler at fjerne alt, hvad der handler om stil og effekt. Alt, hvad der er unødvendigt, skal væk, og på den måde finder vi ind til en form for essens,” forklarer Thomas Tulinius, den ene af tegnestuens to partnere.

Som bevismateriale peger han på en lysestage midt på bordet: Fire plader i næsten papirtynd messing. De kan nemt kombineres på kryds og tværs og skilles ad igen, men sætter altid selve stearinlyset i centrum. Atter er resultatet enkelt og rent, og derfor står det stærkt.

Kapow

”Der er ikke så meget kapow med os,” uddyber Anders Lind, som ligeledes er stiftende partner af Tulinius Lind. Og han fortsætter:

”Vi leverer ikke facaden, som sparker dørene ind, eller det ikoniske borgmesterbillede, som lukker ordren. Og vi forsøger at skabe arkitektur, som gør mere end blot at løse et konkret problem. Som er stilfærdig og nøjsom og stimulerer menneskers sanser, følelser og erindringer. For os, er det ikke væsentligt, om huset påkalder sig opmærksomhed ved det første øjekast. Det afgørende er, om brugerne over tid kommer til at værdsætte og passe på det. At det er et hus, man kan vende tilbage til, gå på opdagelse i og finde nye detaljer og fortællinger i.”

Teksten fortsætter længere nede.

Med egne ord lægger arkitekterne ikke hovedet på skrå og tænker over, ”hvad der ville være flot”. I stedet giver de sig tid til at undersøge og mærke, hvad der kendetegner det enkelte sted. Hvilke ressourcer, byggeteknik og traditioner, der findes i forvejen. Hvilke mennesker, der bruger og præger stedet, og hvad der er vigtigt for dem. Først senere går de i gang med at eksperimentere med projektets struktur, og heraf følger æstetikken.

’Når man arbejder med strukturen, proportioner, lys, skala og materialitet, ender det æstetiske udtryk med at give sig selv. Og det er i virkeligheden alt, vi behøver, for at skabe en meningsfuld og åndfuld arkitektur. Det er lidt en omvendt logik i forhold til 00’erne, hvor arkitekturen skulle have et markant udsagn. Men vi tror på, at vores tilgang holder på den lange bane,” fortsætter Thomas Tulinius med henvisning til det velkendte udtryk om, at de ord, vi hvisker, også er dem, som trænger ind – modsat de ord, som råbes.

Teksten fortsætter længere nede.

Norsk konkurrence blev startskud

Tulinius Lind startede sådan her: De to venner Anders Lind og Thomas Tulinius sad begge i gode, faste job i veletablerede arkitektvirksomheder, men drømte også om at starte en tegnestue sammen, og der var hele tiden en konkurrence, der lokkede.

”Så vi arbejdede i ferier og weekender og sad og hang over tegnebordet om natten. Flere gange var vi tæt på at vinde, men det var altid lige ved og næsten. Med tiden fik vi familier, og det stod klart, at der ikke var så mange chancer tilbage. Så da vi faldt over en konkurrence om at bygge en kombineret skole, idrætssal og bibliotek i Våler i Norge, var det sidste skud i bøssen,” husker Thomas Tulinius.

Opgaven lå godt i tråd med projekter, som de to arkitekter havde arbejdet med før. Anders Lind var netop sprunget ud som selvstændig, og Thomas Tulinius gik rundt på barsel, og derfor kunne de mødes med barnevogn om dagen og udvikle idéer og gå hjem og tegne om aftenen. Denne gang blev arkitekternes anstrengelser kronet med en førsteplads, snart derefter gik byggeriet i gang, og i 2022 kunne Lanternen, som projektet hedder, slå dørene op.

”Det var et lidt kompliceret projekt, fordi så mange forskellige funktioner skulle samles i det samme hus. Alle de forskellige og modsatrettede behov og ønsker skulle forenes i et samlende greb. Men vi kan godt lide det komplicerede, og processen med lokalsamfundet var meget givende,” siger Anders Lind om projektet, der har skabt et nyt samlingspunkt på tværs af generationer i den lille norske by.

Teksten fortsætter længere nede.

Prisbelønnet kirkebyggeri

Også tegnestuens opgave nummer to blev bragt til veje via en konkurrence. Men i en lidt anden boldgade. Middelalderkirken i Tilst havde brug for et nyt sakristi, som udover at være et aflastningsrum for selve kirken, også skulle være et rum for sang, leg, uformelt samvær. Og for sorg og eftertænksomhed.

”Den protestantiske kirke har traditionelt dyrket enkelheden, renheden og gode materialer, og det synes vi ligger godt til os. Med kirken i Tilst var vores ultimative mål at skabe en tilbygning, som underlægger sig kirken, og samtidig skabe et rum, som var så smukt, at det ville røre både troende og ikke-troende kirkegængerne. Og så er det et fantastisk privilegium at få lov til at bygge noget, som skal stå flere hundrede år. Tænk at få det ansvar,” siger Thomas Tulinius.

Den færdige tilbygning, som er udviklet i samarbejde med aktører, som spænder fra det lokale menighedsråd til Nationalmuseet og Den Kongelige Bygningsinspektør, fremstår som en naturlig og beskeden del af den eksisterende kirke. Men den rummer også sin egen storhed.

Her er mønstret teglgulv, ædelt egetræ, hvidkalket murværk og hvælvede lofter. Udenfor spiller sylespidse ståltage og et perforeret murværk smukt sammen med den 500 år gamle kirke. Det samlede resultat er så vellykket, at det er fremhævet i bl.a. tidsskriftet Arkitekten og DACs første blivende udstilling ”So Danish”. Senest har Tulinius Lind modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat og Nykredits Fonds Motivationspris – blandt andet for dette arbejde.

Ånden i svømmehallen?

Siden er det gået slag i slag. I dag har tegnestuen, som nu også tæller tre medarbejdere, tegnet flere forslag til kirkeprojekter, men også hverdagsarkitekturen fylder godt op i porteføljen. Både i lille og i stor skala.

”Vi kan godt lide at arbejde med alle typer af opgaver. Vi har både ombygget en 1970’ervilla, tegnet toiletter til en skole og bygget en svømmehal – vidt forskellige projekter, som er spændende og udfordrende på hver deres måde. Men alt er sjovt, når man kerer sig,” siger Anders Lind.

Teksten fortsætter længere nede.

Fælles for projekterne er arkitekternes omhu og respekt for stedernes og landskabets egenart. For man skal lige så vel kunne skabe åndfuld arkitektur til svømmehallen som til kirken, mener de.

”Når man gør sig umage med de ting som ligger lige for hånden og med materialevalg, proportioner og detaljer, aflæser brugerne det som omsorg og ånd, og sådan er det også ment fra vores side – og projektet behøver altså ikke blive meget dyrt af den grund,” uddyber Thomas Tulinius.

Anders Lind supplerer: ”Som lille tegnestue ved vi aldrig, om det er den sidste kirke eller medborgerhus, vi bygger, så hvert eneste projekt er hjerteblod for os. Så det er ikke for sjov, når vi siger, at vi gør os umage. Vi lægger ikke blyanten kl. 17, men udfordrer hele tiden os selv og undersøger, hvordan vi kan arbejde med detaljerne. Gøre det lidt bedre. Det lyder måske lidt højstemt at sige, at arbejdet er et kald, men det er sådan det er”.

Læs mere om Tulinius Lind på tegnestuens egen hjemmeside