NYHED 27.01.21

2,2 millioner kroner til udvikling af arkitekturens talenter

Mange arkitekter drømmer om at starte egen tegnestue, men selvom de nystartede arkitektvirksomheder har masser af talent, kan det være næsten umuligt at blive inviteret med i konkurrencer og udbud. Derfor søsætter Arkitektforeningen i samarbejde med Dreyers Fond projektet START, som skal styrke den nye generation af arkitektvirksomheder og åbne kommunale bygherrers øjne for værdien i at arbejde med de unge virksomheder.

Aldís Gísladóttir og Casper Berntsen fra Studio Heima deltog i Dreyers Legatforløb i 2020 – et undervisnings- og mentorforløb for nystartede virksomheder afviklet i samarbejde med Arkitektforeningen.

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Kreativt talent er langt fra nok til at slå sit navn fast som arkitekt. Mange opgaver inden for arkitektfaget udbydes nemlig via konkurrencer og store komplekse udbud – og kun meget få af dem er tilgængelige for unge- og nyetablerede tegnestuer. Selv de helt små opgaver hos private og offentlige bygherrer udbydes ofte til de større tegnestuer, selvom de kunne være løst lige så godt – og måske både bedre og billigere af en mindre, nystartet arkitektvirksomhed.

Brug for nytænkning og uventede løsninger

Ifølge Arkitektforeningen kan der både være økonomisk-, samfundsmæssig- og innovationsmæssigt værdi i at arbejde med start-up arkitekter:

”Udviklingen af den arkitektoniske kvalitet bygger på en vedholdende og nysgerrig tilgang til det byggede miljø samt landskabs- og byplanlægning. Unge arkitekter og nystartede virksomheder bidrager ofte med fornyelse og ”frygtløshed”, som fører til kreative og innovative løsningsforslag, og det er præcis, hvad mange kommuner har behov for i dag. Derfor kan der ofte være god værdi i at vælge en nystartet virksomhed. Det kan f.eks. være i forbindelse med mindre opgaver, som indretning af nye byrum, ideoplæg til arkitektoniske løsninger, der forholder sig til klima, grøn omstilling eller andet, hvor der er brug for at tænke nyt og visionært,” udtaler Arkitektforeningens formand Johnny Svendborg.

START-programmet skal blandt andet hjælpe nystartede arkitektvirksomheder på vej ved at koble dem til udvalgte kommuner rundt om i landet.

”Arkitektfaget bugner af talentfulde og engagerede nye generationer, som Dreyers Fond igennem årene har støttet og fortsat gerne vil medvirke til at styrke. Vores nye initiativ i samarbejde med Arkitektforeningen handler om at synliggøre de nye generationers potentiale i relation til landets kommuner,” siger Mathilde Petri, arkitekt MAA og næstformand i Dreyers Fonds bestyrelse og fortsætter: ”Vi er af den klare opfattelse, at de nye generationer både evner og står klar til på bedste vis at påvirke udformningen af vores fysiske omgivelser”.

Brobygning mellem kommuner og start-up arkitekter

Arkiteketforeningen og Dreyers Fond ser en stor værdi i at koble unge talenfulde start-ups med kommunerne for begge parter. Men det kræver først og fremmest, at de får øjnene op for hinandens potentialer, og hvilke opgaver og kompetencer de hver især kan bidrage med. Derfor vil et af de første skridt i START-programmet være at etablere en ramme, hvor landets kommuner får mulighed for at mødes med aktørerne inden for vækstlaget med henblik på at etablere mere konkrete samarbejder eksempelvis gennem en række pilotprojekter. Desuden åbner projektet mulighed for at understøtte de nyetablerede virksomheder med sparring og vejledning i forhold til forretningsmæssige forhold som markedsføring, aftalemæssige vilkår m.v.

Projektet er finansieret af Dreyers Fond med 2.2 millioner kroner og løber over en treårig periode. Det samlede projekt har et budget på 2,55 millioner kroner, hvor Arkitektforeningen bidrager med de 350.000 kroner.

Projektet startes op i løbet af foråret 2021.

START projektet vil blive tæt forankret til Arkitektforeningens og arkitekturpolitiske arbejde og Konkurrence- og udbudsnetværk. 

Sussi Heimburger

+45 24 46 81 61

sh@arkitektforeningen.dk

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +