Som en del af projektet Agenda Earth reflekterer kunsthistoriker og ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus Marianne Krogh over grundlaget for vores klodes beboelighed.
"Spørgsmålet om Jordens beboelighed har aldrig været vigtigere, end det er nu. Og det spørgsmål kan arkitekturen om noget undersøge, eksperimentere med og sætte billeder på," skriver kunsthistoriker Marianne Krogh i den første klumme fra projektet Agenda Earth. Foto: Laura Stamer
I efteråret har Arkitektforeningen i samarbejde med Dreyers Fond lanceret udviklingsprojektet Agenda Earth. Projektet kobler arkitektfaglige og juridiske kompetencer, der sammen skal genere ny viden, skubbe til både kulturelle og lovgivningsmæssige barrierer og skabe nye svar og billeder på, hvordan det byggede miljø kan bidrage effektivt til den grønne omstilling af samfundet. Det vil løbende udmønte sig i arrangementer, debatter, udstillinger, eksempelsamlinger, anbefalinger m.m. inden for projektets tre spor: NATUR, MATERIALER og TRANSFORMATION.
Men Agenda Earth er også en overordnet dagsorden, som de fleste aktører i samfundet i stadig højere grad forholder sig til praktisk som eksistentielt, ikke mindst de forskellige fagfolk, som vil være knyttet til projektet. Dem vil vi løbende opfordre til at dele deres tanker, inspirationer eller nye indsigter i en klumme.
Marianne Krogh, kunsthistoriker og ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus, spiller en central rolle på transformation-sporet med fokus på temaet ”ny æstetik”. Hun står bag dette første klummeindlæg.
Af Marianne Krogh, kunsthistoriker og ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus
Igennem nyere tid har vi sendt fartøjer så langt ud i rummet, som vi kan. Levende mennesker har betrådt Månen, grænserne for vores satellitter udvides hele tiden, og i bestræbelsen mod den ultimative frihed har vi indtaget flere og flere galaktiske territorier. For der er ikke flere ukendte og ubetrådte områder på vores egen planet. Og den moderne arkitektur har (næsten) været alle steder.
Betyder det så, at alt er kortlagt? At der ikke er mere at undersøge og udforske? At vi nu har ’styr’ på Jorden – eller er færdige med den, og er klar til at sætte flaget på nye planeter? For at svare på det, må jeg lige omkring et foredrag og en roman.
For engang før sommeren var jeg til et foredrag med den italienske naturfilosof Emanuele Coccia. Han talte om at leve mange arter sammen. Han talte også om livets essens som evig forandring og alligevel med tråde flere millioner år tilbage. Og så sagde han, at skulle der være en ’Jordens videnskab’, så burde det være meteorologi. Det sidste forstod jeg ikke. Vejret? Her kom litteraturen til hjælp.
I forfatteren Theis Ørntofts seneste roman ’Jordisk’ bliver forfatteren Julia inviteret op til Månen i en uge, hvor hun sammen med en håndfuld andre kunstnere skal inspireres til at lave et nyt værk med udgangspunkt i det ikke-jordiske. Opholdet gør ikke det store indtryk på Julia; basen er komfortabel, men der er ikke så meget at give sig til, og mest af alt slår det hende, hvor mørkt der hele tiden er. Fraværet af dagslys, fraværet af skyer, blæst, regn og andre tegn på klimatisk aktivitet giver hende nærmest en følelse af jetlag.
Da hun en uge senere lander på Jorden igen, bliver hun overvældet af den usandsynlige sjældenhed – liv – der spirer, myldrer og pibler frem alle vegne; mikrober, amøber, krybdyr, fisk, planter, urskove, samfund, fabrikker og lysende metropoler lever forviklet ind i og dybt afhængig af det atmosfæriske med regn og blæst, vind og sol, sne og høj- og lavtryk. I stedet for at skrive om Månen, dette roterende klippestykke fra det ydre rum, bestemmer hun sig for at skrive om det allermest mysteriøse og mirakuløse klippestykke af dem alle: Jorden.
Efter endt læsning var det nemmere at forstå det med meteorologien: Det er læren om atmosfæren, hvordan den fungerer, og hvilke fænomener, der lever i den. At undersøge de betingelser – disse jordiske forviklinger, som vi er dybt spundet ind i – er en af vores største opgaver lige nu. Det er betingelser og sensibiliteter, vi har glemt eller tilsidesat i jagten på den ultimative frihed, og som står klar til at blive (gen)undersøgt og udforsket. Simpelthen for at de kan fortsætte.
Spørgsmålet om Jordens beboelighed har aldrig været vigtigere, end det er nu. Og det spørgsmål kan arkitekturen om noget undersøge, eksperimentere med og sætte billeder på. Der er tale om et fælles ansvar, der berører hvordan vi bygger, hvilke juridiske rammer vi sætter, samt grundlæggende overvejelser om adfærd, og netop af den grund kobler vi i Agenda Earth arkitekter, jurister og de mange andre, der bidrager til at skabe rammerne om vores liv på kloden.
Om forfatteren
Marianne Krogh har blandt andet udgivet bogen ‘Connectedness: An Incomplete Encyclopedia of Anthropocene’ og kuraterede i 2021 udstillingen i den danske pavillon over temaet ‘forbundethed’ på arkitekturbiennalen i Venedig i samarbejde med Lundgaard og Tranberg Arkitekter.
Agenda Earth skal sætte ord og billeder på en ny bæredygtig æstetik i det byggede miljø, samspillet med naturen og alternative løsninger til den måde, vi indretter vores byer, bygninger og landskaber i dag. Projektet kobler arkitekt- og advokatstandens evner til henholdsvis at skabe billeder og drømme om det gode liv og skubbe til de lovgivningsmæssige rammer, der skal gøre det muligt.
Arkitekt- og advokatstanden går sammen om Agenda Earth. Som ny programleder holder Mie Dyreberg Haldrup snor i projektet, der skal vise vej til en uimodståelig ny æstetik og udfordre lov-tyranniet. Mød hende her.
