”Der kan være en frisættelse i at arbejde med begrænsningen.”

Omkring fem år er gået, siden Alberte Hyttel Reddersen, Julie Lecuelle og Amalie Holm gik sammen om at eksperimentere og bygge med genbrugte materialer. Først begyndte de (dengang) nyuddannede arkitekter at samle på brugte bordplader, planker og plastikark på en tom grund i en kolonihave, og siden har de her bygget et sommeratelier. I dag fungerer den lille, skarptskårne bygning som den daglige ramme om deres fælles tegnestue gruppe-aja – og står som antitesen på byudviklingen i Københavns Sydhavn, der hvert år rykker lidt tættere på.

Tid og omsorg er afgørende parametre for de tre arkitekters arbejde – en tilgang, som også træder tydeligt frem i deres besvarelse af Arkitektforeningens prisopgave Udsyn 2023. Forslaget beskriver en konkret metode i tre trin – 1) begrænsning, 2) kategorisering og 3) kuratering – som i besvarelsen er vist ved hjælp af et billede af en belægning i genbrugte teglsten. Og som viser, hvordan omhyggelig kategorisering og kunstnerisk bearbejdning kan gøre eksisterende og oversete materialer til det attraktive valg.

En enstemmig dommerkomité har netop valgt aja som årets vinder af Udsyn. Både fordi arkitekternes metode indeholder en følsomhed, sanselighed og omsorg overfor materialet, men også fordi den udfordrer den gængse arbejdsproces i byggeriet og kan bruges som en guide til bæredygtig praksis. Så hvilke overvejelser og visioner ligger bag besvarelsen – og tegnestuens arbejde i det hele taget? Vi har mødt de tre arkitekter.

Lad os starte med at træde et skridt tilbage. Hvordan gik det til, at I blev I til gruppe-aja?

Alberte Hyttel: ”Vi tog vores bachelor samtidig og blev ret hurtigt enige om, at vi gerne ville arbejde sammen. Vi ville også gerne have mere praktisk erfaring med at bygge, så idéen var at skabe et sommeratelier i kolonihavestørrelse. På den måde kunne vi prøve kræfter med forskellige materialer og arkitektoniske grundelementer som tag, facade og fundament – og vi kunne gøre det i en lille skala. Vi var heldige at leje en kolonihavegrund, og så var det egentlig bare at gå i gang.”

Julie Lecuelle: ”Vi havde ingen håndværkserfaring, og fordi vi stadig var studerende, havde vi et meget lille budget til materialer og maskiner. Så vi begyndte med at indsamle brugte materialer. Stille og roligt fik vi opbygget et lille lager, og en dag stod vi så dér med en hel masse, vi skulle finde ud af, hvordan vi kunne bruge. Ser du på vores atelier her, kommer selve konstruktionen fra en tidligere modepavillon. Gulvet er lavet af gamle bordplader. Dinesen har doneret restplanker, og vi har genbrugt polycarbonatplader til at lave skydedøre af. Vi lavede også nogle klare regler for os selv, og dem har vi fulgt. For eksempel er materialerne genbrugt i mange af deres originale dimensioner, fordi vi havde besluttet, at vi ikke måtte skære i bordplader og polycarbonatplader.”

Alberte Hyttel: ”Som arkitekt starter man ofte med at tegne en form, men vores proces var og er omvendt. Vi lader materialernes dimensioner bestemme formen. Da vi byggede atelieret, begyndte vi med at sortere, kategorisere og udvælge, og det brugte vi rigtig lang tid på. Først derefter gik vi i gang med at bygge en model i skala, hvor vi kunne organisere de opmålte dele i en komposition.”

Vil I sætte lidt ord på tankerne bag jeres bidrag til Udsyn 2023?

Amalie Holm: ”Da vi læste om Udsyn og årets tema ’Begrænsningens Kunst’, vidste vi med det samme, at vi ville byde ind – for det er jo præcis, sådan vi arbejder. Vi arbejder aktivt med begrænsning, og vores bidrag til konkurrencen er et billede på, hvordan vi gør. Der kan være en frisættelse i at arbejde med begrænsning, fordi begrænsningen skaber et nyt kunstnerisk mulighedsrum.”

Julie Lecuelle: ”Idéen var at tage et materiale, som tilsyneladende havde mistet sin værdi, og give det en ny funktion. Finder du en bunke knækkede mursten i en vejkant, er det affald. Men når stenene bliver sat i system, kommer de tilbage i en materialecyklus og får en ny værdi.”

Hvordan gør I så i praksis? Hvordan foregår processen?

Julie Lecuelle: ”Det er en systematisk og meget intuitiv proces, hvor vi hele tiden indsamler, undersøger, håndplukker og henter inspiration. Over tid har vi opbygget et fælles æstetisk formsprog, og vi er gode til at bruge vores intuition sammen. Vi bruger vores hænder og sanser, og vi afprøver igen og igen, hvordan vi kan sætte de enkelte dele sammen.”

Amalie Holm: ”Når man står og roterer en teglsten for virkelig at forstå den, mærke den og tænke over, hvordan den kan bruges, opbygger man en omsorg over for ressourcerne, som er vigtig for os. Det er en lang proces, men vi oplever også, at når vi bruger god tid på de indledende undersøgelser, giver den arkitektoniske løsning næsten sig selv. Vores tilgang kræver lang tid i forundersøgelsen, og sådan kan man ikke altid arbejde. Ligesom mange andre i branchen er vi udfordrede af, at det koster tid, hvis man skal planlægge, analysere og designe ud fra eksisterende materialer. Tid er måske den største begrænsning i dag.”

Den meget lange og grundige opstart må være en lidt svær tilgang at sælge til en bygherre?

Amalie Holm: ”Ja, og det er fordi, vi forsøger at skabe et bud på, hvordan arkitektur kan se ud, når man ikke bare kan shoppe løs. I et forbrugssamfund som vores er vi vant til, at vi kan vælge på alle hylder og bestemme alle detaljer. Vi arbejder omvendt. Hos os er hverken materialer, form eller farver givet på forhånd.”

For tiden tales der meget om, om vi er på vej mod en ny æstetik, hvor vi i højere grad skal genbruge, det som findes i forvejen – inklusive det, der ikke er skønt. Er det også det, I gør?

Julie Lecuelle: ”Modbølgen til det hurtigproducerede bliver ofte det rene træhus. Men det store spørgsmål er, hvordan vi forholder os til alt det grimme og spraglede, som allerede findes. Hvad gør vi med laminatgulvet, plastikvinduerne og betonfliserne? Det er ikke skønne materialer som sådan, men hvis de allerede er produceret, skal de selvfølgelig bruges og blive ved med at skabe værdi. I vores besvarelse har vi brugt tegl, og det er et materiale, de fleste mennesker er vant til at betragte som skønt. Så på en måde er det nemt. Men vi forsøger også at arbejde med gasbeton, betonfliser og gamle malede træbrædder – materialer, der ikke altid er værdsat. Og vi er interesserede i at undersøge, om vi kan gøre materialerne attraktive ved hjælp af et æstetisk udtryk, som opstår, hvis vi giver os tid til at undersøge mulighederne i det, vi står med i hænderne, og lader materialernes iboende kvaliteter og dimensioner sætte retning.”

Teksten fortsætter længere nede.

Jeres svar på Udsyn er umiddelbart ret let at forstå, og det er også simpelt. Men er det også for simpelt?

Amalie Holm: ”Det er svært at komme med et håndgribeligt svar på de mange komplicerede spørgsmål, konkurrencen stillede, uden at lave et diagram, som også nemt bliver en forsimpling. I stedet giver vi et bud på, hvordan vi kan udvide vores omhu for jordens ressourcer. Men vi ved godt, at vi har afleveret et billede, der ikke forholder sig til en kontekst og ikke kan skaleres op 10.000 gange. Så vores forslag er først og fremmest en kommentar til nogle store og svære spørgsmål i en meget presset branche.”

Julie Lecuelle: ”Vi ved heller ikke, hvad der ligger bag de begrænsninger, andre har haft, og det har vi kæmpe respekt for. Det er nemt at pege på andre og sige, hvad vi selv ville gøre anderledes, men vi står jo heller ikke og skal igang med at opføre et stort boligbyggeri.”

Alberte Hyttel: ”Vores forslag er et håndgribeligt billede på en praktisk metode, som viser det æstetiske udtryk, vores tilgang skaber. Vi håber, andre kan se, at det ikke handler om den enkelte belægning, men om hvilket udtryk, der kan opstå, når man bruger begrænsningen som et kunstnerisk mulighedsfelt. Og så ved vi godt, at vi kun belyser én enkelt pixel i et kæmpe billede. Men forandring kan jo også skabes ved, at mange gør noget i det små.”