Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/debat/8425-2/
Arkitektforeningens hus i Åbenrå blev tegnet af Philip de Lange i 1732, og det holder endnu. Foto: Adrian Täckman
I stedet for at fokusere så entydigt på materialer i vores iver efter at bygge bæredygtigt bør fokus være på smukke og robuste bygninger, der holder i mange år og kan bruges til mange ting, skriver arkitekt MAA Uffe Leth.
Arkitektforeningens hus i Åbenrå blev tegnet af Philip de Lange i 1732, og det holder endnu. Foto: Adrian Täckman
Jeg havde for nylig fornøjelsen af at deltage i mit første repræsentantskabsmøde i Arkitektforeningen. Mødet foregik i arkitekt Philip de Langes præstegård fra 1732, som Arkitektforeningen overtog i 2014.
Som en del af repræsentantskabsmødet var bæredygtighed på programmet med oplæg om den grønne omstilling ved Martin Lidegaard (MF, Radikale), oplæg om bæredygtighed og cirkulær økonomi i byggesektoren ved Jan S. Kauschen (Vandkunsten) og oplæg om cirkulært byggeri ved Anne Beim (CINARK, KADK).
Alle oplægsholdere bidrog med skarpe og engagerede indlæg og indspark ift., hvordan vi i fællesskab kan skabe en mere bæredygtig fremtid. Men som vi sad der i den 287 år gamle præstegårds smukke rum, kunne jeg ikke undgå at reflektere over, hvor ekstremt meget fokus der lige nu er på materialer i bæredygtighedsdiskussionen.
Det er, som om diskussionen kun handler om at begrænse klimaaftrykket i byggebranchen ved at fokusere på materialer med et lavt (eller positivt) CO2-aftryk som træ eller genbrugsmaterialer, men ikke beskæftiger sig med den helhed, disse materialer indgår i.
De værktøjer, vi benytter til at måle bæredygtighed med, LCA-beregninger eksempelvis, forholder sig overhovedet ikke til, hvordan de enkelte materialer er sat sammen, hvilken sammenhæng de indgår i, og da slet ikke et scenarie, hvor bygningen og materialerne stadig eksisterer efter 287 år. Den nuværende diskurs synes således ikke umiddelbart at efterlade plads til at skabe et nutidigt svar på bygninger som den smukke gamle murede præstegård.
En bygning, som snart fylder 300 år og sikkert kan stå der mange hundrede år endnu. Man kunne med rette spørge, hvorfor bygninger som eksempelvis præstegården fylder så lidt i diskussionen om bæredygtighed, og hvorfor de bæredygtighedsværktøjer, vi benytter, ikke tilgodeser gode, smukke, robuste og langtidsholdbare bygninger? Den norske arkitekt Reiulf Ramstad har følgende at sige:
“Jeg mener, at hvis man skal turde at bruge et ord som bæredygtighed, så bør det være et byggeri, der holder i mange år, som kan bruges til mange ting, og som har en særlig høj materialekvalitet… I dag snakker man om bæredygtighed, og så laver man skrøbeligt lortebyggeri. Jeg tror, det er vigtigt at få lov til at måle sig med naturen, at kende naturens præmisser, det varme og det kolde, det tørre og det våde, det vindstille og stormen, det solfyldte og det grå, det hvide og der sorte… Alle disse ting gør, at man bliver opmærksom på det fundamentale i verden.” (Reiulf Ramstad Architects, I Arkitektens Verden, Utzon Center)
Tidligere i år initierede en række markante britiske arkitektfirmaer klimaerklæringen ‘Architects Declare’, som efterfølgende også er kommet i en dansk udgave. Erklæringen er vigtig ift. at anerkende klimakrisen og forpligtige sig til handling. Men også her er materialerne i fokus, og underskriverne forpligtiger sig til at: “Accelerate the shift to low embodied carbon materials in all our work”. Det er et voldsomt og radikalt paradigmeskifte ift. materialer og gør det meget svært at arbejde med materialer som stål, beton, tegl og også glas for den sags skyld.
Det siger sig selv, at det er afgørende at begrænse brugen af CO2-tunge materialer mest muligt, men jeg vil mene, at fokus også bør være på at benytte materialerne til det, de er gode til ift. at skabe robuste og langtidsholdbare bygninger. Et ensidigt fokus på CO2 i byggefasen er ikke nødvendigvis svaret på længere sigt.
Reiulf Ramstad
I forbindelse med C40-mødet i København deltog byggebranchen aktivt i diskussionerne om, hvordan de store byer kan gå forrest i arbejdet med reduktion af drivhusgasser. Dette er et vigtigt stykke arbejde, og som arkitekter har vi et stort ansvar for at deltage i arbejdet med de rigtige ideer og løsninger. I et oplæg til et af C40-arrangementerne kunne man læse, at vi nu skal sætte etik over æstetik, når vi bygger. Og som underviser på Kunstakademiets Arkitektskole kan jeg godt genkende det engagement og den sans for ansvar, der ligger bag et sådant udsagn. Men er det bæredygtig arkitektur, hvis man primært fokuserer på den korte bundlinje, der handler om at reducere bygningers klimaaftryk her og nu? Hvis en bygning ikke er smuk, er den så værd at bevare for eftertiden?
Gode fagfæller har tidligere argumenteret for, at vi skal bevare, ombygge og transformere mere og bygge mindre (eller intet) nyt. Og undersøgelser viser også, at dette er en god løsning ift. bæredygtighed, både med hensyn til energiforbrug og CO2-aftryk. Men vi kan ikke løse og understøtte samfundsudviklingen med ombygninger alene. Det er nødvendigt, at vi også skaber nye bygninger, der er både smukke, holdbare og fleksible. Bygninger, der lærer af historien ift. at benytte materialerne til det, de er gode til. Bygninger, der er værd at bevare, vedligeholde, ombygge i fremtiden.
Nogle vil måske argumentere for, at et fokus på en varig bæredygtig bygningskultur står i modsætning til den store opgave, vi har med at bygge mere bæredygtigt. Det mener jeg ikke er rigtigt. Vi skal vise rettidig omhu og handle nu, og vi skal også reducere vores forbrug af Jordens ressourcer og indlejret CO2. Men der findes andre og mere holistiske måder at opnå disse målsætninger på, når vi bygger.
Vi kunne eksempelvis se på arealforbruget, hvor Danmark er placeret helt i toppen på verdensplan. Hver dansker har i boligareal alene ca. 50 kvm til rådighed. Der ligger her en kæmpe opgave for arkitekterne, for vi kan sagtens skabe gode boliger, som minimerer arealforbruget markant. Og det at bo tættere, på mindre areal, vil ikke kun reducere vores forbrug, men med god planlægning og arkitektur vil det også have en positiv effekt på sammenhængskraften og fællesskabet i samfundet. En investering i at bygge gode robuste byer og bygninger med høj arkitektonisk kvalitet er en investering i fremtiden – en bevægelse mod en varig bæredygtig bygningskultur.
